Latest / SoulDrops med Anne Marie Valentin / Er longevity blevet vores dødsforskrækkelse?
Transcript
- Anne Marie Valentin: Velkommen til Soul Drops. Et øjeblik til at stoppe op og lytte inderede. Er longevity blevet vores dødsforskrejkelse? Vi vil gerne leve længere, helst meget længere. Og vi måler i dag mange næres. Søvnpuls, blødsukker, kondital, biologisk alder. Vi faster, vi træner, vi tager kosttilskud. Og vi leder efter de nyeste metoder til at holde kroppen ung. Det er kalder longevity. Og det giver mening. Hvem vil ikke gerne være rask, stærk og levende så længe som muligt? Men jeg har lyst til at stille et lidt mere bekymt spørgsmål. Er noget af vores fascination af den her longevity i virkeligheden blevet dødsforskrejkelse klædt som sundhed eller forklædt som sundhed? For der er forskel på at passe på livet og livet i de år vi har og på ikke at kunne acceptere, at det slutter. Dødene er blevet mærkeligt fremmede for os i vores samfund. Vi taler gerne om, hvordan vi skal optimere livet, men vi taler ikke om, at vi skal dø, og hvordan vi skal dø. Vi er et samfund, hvor vi hylder det ungdomlige, og vi bekæmper også ældrestejnene selv, og taler om aldring som noget, der helst skal bremses, vendes eller besejres. Vi taler også om det som om døden er en teknisk fejl, vi ikke har fundet løsningen på og det, der Sagar skrev bø om. Men hvad gør det ved vores forhold til livet? For hvis alt vores opmærksomhed bliver rettet mod, hvor længe vi lever, så risikerer vi også at overse spørgsmålet om, hvordan vi egentlig lever. Man kan optimere sit krop og samtidig udsætte sit liv, og man kan have perfekte sundhedsdata og stadig blive i et arbejde, man ikke ønsker dybest set. Man kan også holde kærligheden på afstand eller udskyde en drøm og vente med at gøre det, man ved, betyder noget, mens man kigger på sit ur og ser, om man har de rigtige data. Så hvad er et langt liv egentlig værd, hvis vi ikke er til stede i det? Og det paradoksale er, at bevidstheden om døden måske ikke går livet mindre, men i virkeligheden kan den bevidsthed om, at vi jo skal dø en dag, og det hele tiden kommer tættere på for os alle, gør livet meget mere levende. Så når vi forstår, at vores tid er begrænset, så bliver tiden værdifuld. Og det er fordelen ved alderen, for så betyder denne her samtale noget, og dagen betyder noget, og de valg jeg træffer betyder noget. Og det menneske og de mennesker jeg elsker betyder noget særligt. Men det vi bliver ved med at udsætte, begynder også at en anden betydning. Så selvfølgelig skal vi passe på os og træne. og spise ordentligt og gøre alt, hvad vi kan for at have et langt healthspan. Og ikke kun et langt life span. Men jeg tror også, vi skal passe på, at den her longevity-tendens ikke bliver et forsøg på at kontrollere alle vilkår, som vi ikke kan slippe udenom, nemlig døden. Og døden er jo ikke det modsatte af livet, det er en del af det. Spørgsmålet er måske ikke bare, hvordan kan jeg leve længst muligt. Men hvis mit liv ikke var evigt, hvad vil jeg så bruge det på? For målet kan ikke kun være at leve længere. Det må også være at have mere liv i de år, vi rent faktisk er her.