Latest / Hjernestarter / Skam, skyld og stilhed – om tiden efter voldtægt

Transcript

Skam, skyld og stilhed – om tiden efter voldtægt · Hjernestarter

• 0:00
  Speaker A: Det er hårdt for mig at sige. Mest alt, fordi jeg skammer mig lidt over at sige det. Men jeg har altid set dem, som har været ude for en voldtægt som svage. Det er kun mennesker, som ikke har styr på deres liv, der bliver voldtaget. Og det værste er, at jeg siger det til mig selv i dag, selvom jeg selv er blevet voldtaget.
• 0:20
  Speaker B: Velkommen til Vives podcast, Hjerne starter. Det, vi netop hørte, var en udsavn for et voldtægtsoffer. Kvinden er midt i 20'erne og har deltaget i et forskningsprojekt om de sociale konsekvenser af voldtægt. Mit navn er Tilde Baden Rasmussen. Med mig i studiet har jeg to gæster. Velkommen til dig, Michela. Tak.
• 0:44
  Speaker A: Jeg hedder Michela Ida Mikuta, og jeg er Ph.D.-studerende her på VIBE. Jeg har interviewet de 13 kvinder, som er med i vores forskningsprojekt.
• 0:54
  Speaker B: Også velkommen til dig, Line.
• 0:55
  Speaker C: Jeg hedder Line Ejby Andersen, og jeg er psykolog på Center for Seksuel Overgreb. Der tilbyder vi behandling til mennesker, som har været udsat for seksuel overgreb. Både akut, men også hvis man kommer mere år senere.
• 1:08
  Speaker B: Lad os få fakta på bordet. I følge justitsministeriets undersøgelse udsættes hvert år 12.000 kvinder for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Mænd udsættes også for voldtægt, men i mindre omfang. I denne podcast har vi fokus på kvinderne. De fleste er teenager og unge i 20'erne, når overgrebet finder sted. Ligne, for lige at gøre det helt klart for lytterne. Hvad er definitionen af en voldtægt?
• 1:31
  Speaker C: Ja, det er jo al seksuel omgang, hvor personen ikke har givet samtykke. Og det kan enten være gennem tvang, eller man kan føle sig presset, eller blive udnyttet, fx hvis man ikke er i stand til at give samtykke.
• 1:43
  Speaker B: De kvinder, du har interviewet, har ikke givet det samtykke. Hvordan er voldtægten foregået?
• 1:50
  Speaker A: De fleste kvinder, jeg har talt med, blev udsat for en voldtægt af en de kendte. En ven, en bekendt, en kollega, en kæreste eller en vens ven. De blev udsat for en voldtægt i et privat hjem eller i en festsætting på et gymnasium. Det går imod den forestilling, som de kvinder, jeg har talt med, selv havde om. De forbandt en voldsæk med at være en fremmed person, der måske hoppede ud af en busk og overfaldt kvinden et offentligt sted. Det er paradoxalt, fordi i langt de fleste tilfælde, der kender offerede og gerningsperson faktisk hinanden på forhånd. Mange af dem, jeg har talt med, havde også en klar forestydning om, at for at det skal være en rigtig voldsægt, så skal man som offer have gjort aktiv modstand under voldsægten. Men faktum er bare, at i langtiflikte tilfælde, der fryser man faktisk. Så gør man ikke aktiv modstand.
• 2:42
  Speaker B: Line, kan du genkende det, som Michelle fortæller i forhold til de voldsægsoffre, som du møder i dit arbejde?
• 2:48
  Speaker C: Ja, helt bestemt. De tal, som vi har i centeret, viser, at ca. 8 er en overfaldsvoldtægt, og det er den der klassiske med en fremmed, der springer ud fra en bus. Og hvor ca. 80 er en kendt. 20 er en, man har mødt inden for 24 timer. Og ca. 60 er en, som man kender. En ven, en bekendt, en venindes fætter. Og ud af dem, der er 13,5 en partner eller en ekspartner. Det tænker jeg også er et væsentligt tal.
• 3:18
  Speaker B: Det må man sige. Og Michelle, nu kigger jeg på dig. For hvilken betydning har det for de her kvinder, at den forestilling, de havde om en voldtægt overhovedet ikke stemmer overens med det, som de faktisk oplever?
• 3:28
  Speaker A: For mange af de kvinder, jeg har talt med, der havde det, at de blev udsat for en voldtægt, der gik imod deres egen forestilling om, hvad en voldtägt var, den konsekvens, at de i ret lang tid ikke tænkte, at den voldtægt, de var blevet udsat for, var alvorlig nok til at være en voldtær. Mange af dem, jeg har talt med, der gik det faktisk flere år, før de begyndte at tænke, at det faktisk var en voldsæg. På trods af, at de alle sammen i større eller mindre omfang oplevede en del følgevirkninger af det, de var blevet udsat for. Så det betyder jo også, at de ikke fik bearbejdet det, der var sket.
• 4:02
  Speaker B: Hvad siger du til det, Line? Fordi du arbejder jo med dem her, der kommer ind. Også nogle gange flere år efter voldtægten finder sted. Michelle siger, at de ikke får bearbejdet det. Hvad oplever du?
• 4:13
  Speaker C: De tænker, at det er rigtigt. Man skal selvfølgelig ikke sige, at alle mennesker nødvendigvis har brug for psykologhjælp. Men det, vi ser generelt, er, at hvis man har gået længe med det, bliver det mere indgroet. De kritiske tanker, man udvikler om sig selv, bliver ret indgroet. Ikke nødvendigvis en del af personligheden, men alligevel. Det stikker ret dybt, hvis man går alene med det. De fortæller det heller ikke til folk i deres omgangskreds, så de går helt alene med det Men hvad er det
• 4:37
  Speaker B: så, der gør, at de efter flere år pludselig tænker, nu tror jeg, jeg skal søge hjælp?
• 4:42
  Speaker C: Da vi undersøgte senfølger efter overgreb i voksenlivet, der fandt vi, at enten var det sådan noget, der lige pludselig skete i en gynekologisk undersøgelse, for eksempel, kunne tricke noget, eller det var noget, der håbede sig op over tid. Deres funktionsniveau blev dårligere, det blev sværere at gå på arbejde, relationerne blev sværere. Sådan noget, der ligesom håber sig op over tid, som gav en eller anden form for kollaps, som gjorde, at de følte sig tvunget til at søge hjælp.
• 5:06
  Speaker B: Det leder os jo rigtig godt videre til det næste afsnit her i podcasten, som handler om de sociale konsekvenser af voldtægt.
• 5:13
  Speaker A: De første år efter voldtægten var jeg
• 5:17
  Speaker C: ret bange for alle mænd.
• 5:20
  Speaker A: Den eneste jeg ikke var bange for, var min far. Men med andre mænd, der var jeg virkelig på vagt. Når jeg mødte en mand, kunne jeg godt tænke, Ej, du virker sød. Men jeg tænkte også, det kan også være, at du ikke er sød. Det kan være, at du gør mig et eller andet.
• 5:38
  Speaker B: Michelle, er det, som kvinden her fortæller, en typisk reaktion efter en voldtægt?
• 5:43
  Speaker A: Ja, altså, de fleste af dem, jeg har talt med, fortæller i hvert fald, at de i større eller mindre omfang er oplevet at blive utrygge ved andre mennesker efter voldtægten, og især mænd.
• 5:54
  Speaker B: Men i din undersøgelse er der også mange andre reaktioner, som kvinderne fortæller om. Kan du fortælle om nogle af de andre?
• 6:00
  Speaker A: Ja, gerne. Først og fremmest er et klart mønster, der går igennem, at alle, jeg har talt med, de beskriver, at de oplevede at have skyldfølelse over det, der var sket, og de bebrejdede sig selv utrolig meget. Jeg talte med en, som blev overfaldet af en fremmed person på sin løbetur, da hun var 13 år. Hun havde ikke lyst til at fortælle det til nogen. Hun gik faktisk i tre år uden at fortælle til nogen, hvad der var sket, fordi hun tænkte, at det var hendes egen skyld, fordi hun havde sportsbehov og shorts på begæringstidspunktet.
• 6:31
  Speaker B: Det her er det, man typisk forestiller sig om en voldtægt. Og alligevel har hun været i tvivl om, at det var hendes egen skyld. Er det rigtigt forstået?
• 6:39
  Speaker A: Ja, det er helt korrekt. Så kan du alligevel tænke, at pilen peger mod dig i forhold til, hvad skylden er. Alle jeg havde talt med, de fortalte ikke nogen om, hvad der var sket før, mens dog efter. Nogen af dem gik tre år uden at fortælle det til nogen, fordi de simpelthen var så bange for, hvordan andre ville reagere.
• 7:00
  Speaker B: Lene, de kvinder, du arbejder med, føler de også skram og skyld?
• 7:04
  Speaker C: Ja, det gør de bestemt.
• 7:05
  Speaker B: Hvad gør du som psykolog, når du skal arbejde med dem?
• 7:08
  Speaker C: Der tænker jeg, at det store tema, det er skam. Og det handler jo ... Det første skridt er taget, når de henvender sig til os. Fordi så har de sagt det højt. Da vi undersøgte senfølgere efter overgreb, så spurgte vi dem, og vi var ret interesserede i at finde ud af, hvorfor de ikke havde henvendt sig med det samme efter overgrebene. Og der var forskellige ting, men langt de fleste sagde, at jeg tænkte, at jeg selv kunne klare det.
• 7:29
  Speaker B: Det læste jeg godt. Og det synes jeg var ret vildt. Jeg tror, det var 81 procent.
• 7:33
  Speaker C: Ja, rigtig meget. Så selve ophøjelses-effekten, eller hvad man skal kalde det, er ret kraftig i forhold til at beskytte sig selv mod andres fordømmelse. Men noget af det, som de også sagde, som jeg synes var slående, det var selvfølgelig det der med at være bange for ikke at blive troet på, men også, jeg troede ikke, at der var nogen, der kunne hjælpe mig. Og det, tænker jeg, kan sige noget om tillid. Man bliver ramt på tillid til andre mennesker. Tillid til mænd i særdeleshed. Men i virkeligheden, så synes jeg også, at vi oplever, at det egentlig kan generaliseres til alle mennesker. Fordi, kan jeg egentlig have tillid til, at hvis jeg nu fortæller min veninde om det her, der er sket, kan jeg så have tillid til at hun griber mig? Kan jeg have tillid til at hun vil være omsorgsfuld over for mig? Fordi jeg føler mig så usikker på, hvordan jeg bliver mødt, hvis jeg fortæller om den her oplevelse, jeg har haft. Fordi det værste, jeg kan tænke om mig selv, det er måske sådan, som andre ser mig. Hvorfor var du fuld? Hvorfor gik du med ham hjem? Alle de der spørgsmål, den kørsler bliver blandet sammen.
• 8:28
  Speaker B: Og den tillid, man mister til andre om verden omkring sig. Men Line, jeg ved, da vi talte sammen forud for de her optagelser, der fortalte du mig også, at mange af kvinderne faktisk også mister tilliden til sig selv.
• 8:37
  Speaker C: Jeg tænker faktisk, at det på mange måder kan være det, der gør mest ondt. Fordi det er selvfølgelig hårdt at miste tilliden til andre. Det er tungt, når man føler sig alene. Men den oplevelse af, kan jeg egentlig have tillid til mig selv? Kan jeg have tillid til, at jeg kan tage vare på mig selv? Kan jeg have tillid til at jeg kan træffe gode beslutninger? At jeg kan vælge gode mennesker i mit liv, fordi netop det her med, at gerningspersonen meget ofte er en, man kender, så har jeg jo på et tidspunkt valgt forkert.
• 9:06
  Speaker B: Da vi har talt sammen, så fortalte du mig også, at flere af de kvinder, du har talt med, er begyndt at trække sig langsomt fra vennegresen for omverden.
• 9:14
  Speaker A: Ja, altså der er en del af dem, jeg har talt med efter voldtægten, uanset om de havde erkendt det som en voldtægt eller ej, træk sig utrolig meget fra vennegrupper, festsættings og l.a. Det er også især de tilfælde, hvor voldtægnet er blevet begået af en i deres vennegruppe. Der er også flere, der beskriver, at de får problemer med at indgå i nye relationer. Til fx venner, men især også romantiske og intime relationer.
• 9:41
  Speaker B: Kan du give nogle konkrete eksempler på det?
• 9:43
  Speaker A: Ja, det kan jeg sagtens. Jeg talte med en kvinde. Hun fortæller, at selvom hun ikke tænkte om den episode, der var sket som en voldsigt, så havde hun enormt stort behov for at holde men på afstand, at hvis de kom for tæt på, så droppede hun relationen til dem. Hun efterrationaliserer, at hun tænker, at det måske var fordi, der var en del af hende, der godt vidste, at hun var blevet udsat for en voldsægt. Hun var utrolig bange for, at nogen skulle finde ud af, hvad der faktisk var sket, hvis de kom for tæt på hende.
• 10:13
  Speaker B: Så var det nemmere at skjule det.
• 10:14
  Speaker A: Så var det nemmere at skjule det. Men jeg har også talt med en ung pige, der ret kort tid efter hun var blevet udsat for en voldtægt, begyndte at date en fyr og blev ret glad for den her fyr. Men hun turde ikke fortælle til folk, at hun var begyndt at date ham her, fordi hun havde en idé om, at hvis man var blevet udsat for voldtægt, så ville man ikke have lyst til at røre ved mænd i mange år.
• 10:36
  Speaker B: At kvinderne håndterer det meget forskelligt, især med de intime relationer. Er det også noget, du oplever?
• 10:43
  Speaker C: Ja, det ser ganske forskelligt ud. Jeg synes dog, at det der med at trække sig, det er det mest almindelige.
• 10:52
  Speaker B: Det var lidt om de sociale konsekvenser af voldtægt. Har I noget, I gerne vil tilføje, som I synes, I mangler, og der bare er rigtig vigtigt?
• 10:59
  Speaker C: Der er noget med det der med, hvordan andre mennesker kan tænke meget i de der voldtægtsmyter. Og jeg synes, det er interessant, hvorfor de eksisterer, og hvorfor de bliver ved med at være der. Og jeg tænker det tit som, at jeg ved jo ikke, om det er noget, jeg har belæg for andet end min egen. tanker om det, men som samfund er det rigtig svært for os at acceptere, at det her, det findes. Så noget af det, jeg tænker, man hører, når folk siger, hvorfor var du så fuld? Hvorfor gik du med ham hjem? Det er i virkeligheden, jeg kan simpelthen ikke holde ud og tænke på, at der findes unge mænd og kvinder derude i verden, som gør det her. Jeg kan simpelthen ikke rumme. Den erkendelse er så svær for os på samfundsplan, at man tyrer til det der victim blaming i stedet for, Det
• 11:40
  Speaker A: tror jeg er meget rigtigt, har jeg lyst til at sige, men også bare fordi, at sådan noget, jeg selv også er meget både fascineret af, men også sådan meget forundret og også lidt forarret over, det er jo, at vi stadig den dag i dag taler rigtig meget om offrerne og hvad offrerne kunne have gjort forkert. Hvem der bliver udsat for voldtægt og hvor lurer hun ikke bare for at få opmærksomhed eller et eller andet. Og vi taler utrolig lidt om, hvem det er, der begår voldtægterne.
• 12:06
  Speaker B: Og det kunne være et helt nyt forskningsemne. Et helt nyt forskningsprojekt.
• 12:09
  Speaker A: Ja.
• 12:10
  Speaker C: Rigtig godt emne.
• 12:12
  Speaker B: Andre folk kan faktisk også græde over det, der er sket med mig. Det tror jeg er hjælp. Og det gjorde ligesom, at jeg ikke længere følte, at det var mig, der overreagerede, når jeg så, hvordan andre reagerede. Og her hørte vi så et af voldtægtsofferen fra forskningsprojektet beskrive betydningen af det at blive mødt med anerkendelse og følelsesmæssig støtte. Ligne, hvordan kan vi blive bedre til at gribe de ofre og mindske følgende af overgrebet?
• 12:39
  Speaker C: Risikoen for at udvikle posttraumatisk stress er jo ret høj for den her gruppe. Jeg tænker, at forskellen på voldtægt og for eksempel trafikuheld eller tsunami ligger i det her med, at dels er der et chok i det, men også at det er et andet menneske, som kigger på en og træffer en beslutning. Det er virkelig der, hvor det gør ondt. Den meget voldsomme spejling, det er, at der er et andet menneske, der kigger på en og tænker, det her, det kan jeg tillade mig. Jeg stopper ikke, selvom hun siger nej, selvom hun græder. Jeg fortsætter.
• 13:11
  Speaker B: Hvad mener du præcis med spejling til os, der ikke er psykologer?
• 13:14
  Speaker C: Det er godt, du spørger. Det er jo det blik, man får fra andre mennesker. Det blik, som hvis man har en omsorgsfuld mor, som når man har faldet og slået sig, kigger på en med kærlighed og ømhed, så er det det, der ligesom begynder at bo inde i en. Du bor det inde i mig, at jeg er en menneske, som har værdi, og som andre kan føle omsorg for. I en overgrebssituation er det stikmodsatte. Man er ligegyldig. Man er bare en krop.
• 13:43
  Speaker B: Hvad skal samfundet gøre for, at de her, der har været udsat for overgreb, ikke går flere år og er traumatiseret?
• 13:50
  Speaker C: Kendelsen af, at det her er et problem, det starter der, tænker jeg. Man erkender, at det her kan foregå, og det er ikke kun sociopater eller psykopater, der begår rigtig meget vold. Det er også ham på 20, fordi det er jo også myten om voldtægtspersonen. Det er jo, at han er en crazy serie af voldtægsforbrydere. Og det er jo ikke det, vi ser. Der bliver jo talt mere om det, men der kan tales endnu mere om det. Det er der, det starter, fordi jo mere vi kan tale om det, og jo mindre tabu, jo større chance for, at folk søger hjælp og taler med nogen, der kan vikle deres tanker ud fra hinanden.
• 14:26
  Speaker B: Da MeToo kom, var der noget, der ændrede sig der? Var der flere, der begyndte at henvende sig?
• 14:30
  Speaker C: Ja, vi har i hvert fald flere henvendelser, end vi har haft. Der skete jo mange ting på samme tid, egentlig, fordi der var både MeToo, og så var der alt samtykke snakken. Så der var to ting, der ligesom er sket på samme tid. Og det er jo en gradvis forandring. Jeg tænker, tabuet er blevet mindre, men det er der stadigvæk. Og jeg tror, vi skal passe på med at tro, at tabuet er væk.
• 14:49
  Speaker B: Altså, det er jo tydeligt at høre på de fortællinger, I har.
• 14:51
  Speaker C: Så ja, hvis jeg lige må knytte en enkelt bemærkning til det. Et af de steder, hvor vi ser en forandring er jo hos politiet. De tager det meget alvorligt, og der er sket en En kæmpe forandring. Måden at tage imod voldtægtsoffre på er blevet bedre. Så i stedet for at sige, hvorfor gik du med ham hjem, så siger de, kom lige og fortæl os om det.
• 15:07
  Speaker B: Michella, hvad tror du kunne have hjulpet de kvinder, som du har talt med?
• 15:10
  Speaker A: Jeg tror jo egentlig meget det, som Ligne siger. Det her med, at det er noget, man taler mere om. Det er rigtigt. Vi har haft en større samtale om det nu i samfundet med 29 samtykke. Men de kvinder jeg har talt med, altså mange af dem har stadig ikke lyst til at tale med særlig mange om, hvad der er sket, fordi de frygter, at de vil blive set anderledes på. Altså nogen af dem har også oplevet, at det er hængt ud på sociale medier. Man skal ikke kigge meget i et kommentarspor på Facebook om nogle af de her sager, før man kan se, at der stadig er et problem.
• 15:42
  Speaker B: Så kort sagt, vi er nået et stykke. Vi er nået længere end tidligere, men vi er slet ikke i mål endnu.
• 15:48
  Speaker A: Det er vi desværre ikke.
• 15:49
  Speaker B: Men altså, vi er jo ved at være i mål med den her podcast. Mit sidste spørgsmål til dig, Line. Hvad er det bedste, man kan gøre, hvis man kender en, der har været udsat for voldtægt?
• 15:57
  Speaker C: Det er ... Lytte. At stille sig til rådighed og være nysgerrig. Ikke på den ufede måde, men på den omsorgsfulde måde. Og måske også være den, der tager initiativ til at tale om det. Men ikke for meget. Det er en balance. Og noget af det, vi jo ikke taler så meget om her, det er jo det der med grænser. Når man har været udsat for et overgreb, så kan grænser i en lang periode godt være ret svære. Så det der med at stille sig til rådighed og sige, jeg er her, hvis du har brug for mig, jeg tjekker lige ind med dig indimellem, er det okay? Jeg spørger om lov til ting, for det er igen det modsatte af overgreb. Så holde sine forudindtagede meninger for sig selv og vær nysgerrige på den individuelle oplevelse, fordi man kan ikke vide det. Og det der med at være meget fokuseret på, hvad er sandheden? Er det nok til at anmelde? Er det nok til, at han kan komme i fængsel? Det er ikke nødvendigvis så interessant, hvis man taler om den psykologiske trivsel.
• 16:44
  Speaker B: Hvad er dit bedste råd til dem, der har været udsat for en voldtægt?
• 16:47
  Speaker A: Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at jeg ikke kan understrege det nok. Det er ikke din skyld, at du blev udsat for en voldtægt. Men mit bedste råd til dem, der har været udsat for en voldtægt, det er at sige det højt til nogen. Alle dem, jeg har talt med, de oplever, at de også får mange positive reaktioner. Og at det også hjælper dem til at føle sig mindre alene. Så ja, sig det høj til nogen. Eller hvis du synes, det er for angstprovokerende at sige det til nogen, du kender, så kontakt et voldtægtscenter. Og nu kigger jeg på dig, Line. Fordi at det er noget af det, der har været positivt hos dem, jeg har talt med, det har været det her med at få noget psykologhjælp.
• 17:23
  Speaker B: Hermed slutter vi. Tak til jer, Line Ejby Andersen, psykolog på Center for seksuel overgreb, og Michela Ida Mikuta, PUD-studerende her på VIVE. Husk, hvis du har været udsat for voldsægt eller kender nogen, der har, så er der flere steder, man kan søge hjælp og vejledning. For eksempel hos et af landets ni centre for voldsægtsoffre eller Lev Uden Volds nationale hotlinje på 1888. Hvis du kunne lide, hvad du hørte, så tryk abonner og bliv opdateret, hver gang Vivi's eksperter deler ud af deres viden om velfærd i podcasten Gerne starter.