Latest / SoulDrops med Anne Marie Valentin / Hvem prøver du at redde?
Transcript
- Anne Marie Valentin: Velkommen til Soul Drops. Din mulighed for at stoppe op og lytte indet. Hvem prøver du egentlig at redde? Nogle mennesker, blandt andet mig selv, har en automatisk bevægelse, når et andet menneske har det svært. Jeg vil gerne redde dem, hjælpe dem. Så vi kommer med løsninger, vi forsøger at ansvar, vi bliver måske overansvarlige, ringer, ordner, stiller os til rødighed. og forsøg at få den anden ud af det, gør ondt. Og det kan lignende omsorg, og nogle gange er det absolut omsorg. Andre gange er det det ikke. For hvad nu hvis trangene til at redde andre i virkeligheden bare er mit gamle mønster? Måske lærte vi tidligt at mærke stemningen i et rum. Det gjorde de fleste af os. Vi skulle være dem. Eller den, der sørgede for alle, det godt. Måske dembe konflikter eller tage ansvar for. mor eller far eller andre omkring os. Og måske lærte vi af vores plads i fællesskabet, hensammen med hvem vi var, hvordan vi var der. Den stærke, den der kunne fikse. Måske blev du den, forsøgte at udligne. Og så kan det blive en identitet, som er ubevidst. Jeg er den, der hjælper. Det lyder smukt. Og det kan det også være. Men det også værd at undersøge, hvad der sker, hvis nu den anden ikke vil hjælpes. Hvad sker der i mig? Bliver jeg frustreret eller kommer jeg med flere råd? Føler jeg mig ansvarlig for, at den anden træffer det rigtige valg? Og måske endda særligt, hvis det er nogle af vores nærter relaterede? Eller opdager jeg om mig selv, at jeg har svært ved at stå ved siden af og se et menneske kæmpe med noget, som jeg tror, jeg kan løse? For måske handler vores reddetræng ikke kun om den andes ubehag, men i virkeligheden om vores eget ubehag. For det kan være svært at se et menneske som vi elsker holde af eller kære os om. Vær ked af det eller gå en vej. Vi godt kan se konsekvenserne af. Og så griber vi ind. Men spørgsmålet er om vi kan redde et andet menneske. Og om vi med vores mønster nogensinde har kun reddet et andet menneske. Vi kan støtte, vi kan række ud, og vi kan lytte. Måske er det i virkeligheden det bedste. Vi kan også dele vores erfaring, men vi kan spørge, om de ønsker det. Og der findes selvfølgelig situationer, hvor mennesker har konkret brug for at blive hjulpet eller beskyttet. Men vi kan bare ikke leve andres liv, og vi kan ikke vide, hvad de har været igennem eller skal igennem, og hvad de skal lære af den her situation. Og vi kan heller ikke tage deres erkendelser på os. Vi kan ikke beslutte, hvornår andre er klar til at forandre sig. Og vi kan ikke engang altid beslutte, hvornår vi selv er klar. Så nogle gange bliver vores hjælp måske ligefrem en måde at fratage den anden mulighed for at selv finde sin styrke. For der er kæmpe forskel på at sige, jeg redder dig. Og så sige, jeg tror på, at du kan finde din vej. Og jeg går gerne et stykke. at den vej med dig, hvis du vil have det. Nogle gange kræver det sidste meget mere af os, så skal vi kunne elske uden at kontrollere, og vi skal måske hjælpe uden at gøre os uanværlige. Så næste gang vi mærker den her trang til at hjælpe eller fikse eller ordne, så kan vi jo prøve at holde øjeblikket og spørge, har det her menneske egentlig brug for min hjælp? Eller er det mig, har brug for at hjælpe? For det ikke det samme. Kærlighed er at række hånden ud, og nogle gange bare lad den være åben uden at trække den anden i den retning, vi selv mener er den rigtige. God fornøjelse med det.