Latest / SoulDrops med Anne Marie Valentin / Er du en sjæl eller en krop?
Transcript
- Anne Marie Valentin: Der er en tanke, som har fulgt os mennesker i tusinder af år. Det er, vi ikke er en krop, men vi har en krop. At det, der er allerede dybest i os, noget, der bruger kroppen til at leve livet og opleve livet. Prøv lige at mærke forskellen. Hvis jeg siger, jeg er min krop, så bliver min værdi lidt knyttet til, hvordan den ser ud, og i hvilken form den er, hvor stærk den er, eller hvor ung den er. Men hvis jeg siger, jeg har en krop, så bliver kroppen i langt højere grad noget, som jeg skal passe på, ligesom jeg passer på det hjem, jeg har. Og prøv at tænke over det engang. Hvis et menneske mister en arm eller et ben, eller du gør, bliver du så mindre dig selv? Nej vel? Der er noget, der er forandret. Der er selvfølgelig noget, der er mistet. Men det, genkender som den, vi er, som... Det menneske vi er, det er der stadigvæk. Der er stadigvæk humor og kærlighed og nærvær. Du har stadigvæk en følelse af at være dig og være den person, du opfatter, er. Og det er en af måderne at forstå eller erkende, at vi er meget mere end vores krop. Men at kroppen selvfølgelig er uvunderlig, og den er vores temple. Vi skal bruge kroppen. Altså kunne vi ikke være her. Men kroppen er bare ikke hele historien. Og mange spirituelle traditioner beskriver absolut af kroppen, ikke af den vi er, men af det redskab, har fået til at leve det her liv i. Og det betyder ikke, at den ikke er vigtig. Den skal have omsorg, bevægelse og vilde og alt det, du sikkert gør, for du mærker også din krop. Men måske er der noget i os, der ikke bliver ældre, selvom vores krop gør. Noget, har været det samme, siden vi var børn. noget du hele tiden har oplevet var konstant. Det en sjæl. Og jeg ved godt, ikke alle der ser sådan på livet eller oplever det sådan, men jeg synes, er en smuk tanke, jeg tror på. For hvis jeg ikke er min krop, eller hvis jeg ikke kun er min krop, men har en krop, så jeg hælder ikke mine præstationer eller mine fejl eller mine roller, så er jeg noget, er meget større, og noget der... i et øjeblik for en stund i nogle år, lov at opleve livet og for lov at lære noget i denne her inkarnation. Og måske begynder den dybeste omsorg i virkeligheden for kroppen den dag vi husker, at den ikke er hele os, men at det er hjem, vi har fået lov til at bo i, mens vi er her.