Latest / Velfærdsprofeten / #133 Bekæmpelse af ungdomskriminalitet - Kontrol eller omsorg?

Transcript

#133 Bekæmpelse af ungdomskriminalitet - Kontrol eller omsorg? · Velfærdsprofeten

• 0:05
  Lotte: Velkommen til velfærdsprofikken en podcast fra Københavns Professionshøjskole. Din hverdag er Stine Rap Roselius og Lotte Andersen. I dag spørger vi, hvad vi gør med børn, der begår kriminalitet. Hvilken hjælp får de? Og hvornår bliver hjælpen til kontrol og straf?
• 0:22
  I 2018 vedtog det danske Folketing en lov til bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hermed indførte Danmark et helt nyt system for børn ned til 10 år, der er mistænkt eller dømt for alvorlig kriminalitet. Det kaldes ungdomskriminalitetsnævnet og ungekriminalitetforsorgen. Men virker det? Hvad betyder det for børnene, deres familie og for de fagprofessionelle?
• 0:56
  Stine: Og mere I studiet I dag er Anne Carina Eske Henriksen, ph. D. Lostent og en af forskerne bag en stadig ret ny rapport, der kom I april 2025, om børn og unges møde med systemet. Den er blevet til I et samarbejde mellem VIVE og Københavns Professionshøjskole. Velkommen til Jan, Karina.
• 1:19
  Ann Karina: Tak skal du have.
• 1:20
  Stine: Vi glæder os til at blive klogere på nogle af de pointer og anbefalinger, som rapporten også peger på. Og så skal vi jo blandt andet høre om Nikolaj, som blev sendt I systemet som 13-årig. Jamen, Anne Carina, jeg tænker, at vi måske lige kan starte med at åbne den her samtale med sådan et spørgsmål som: Hvad var overhovedet tankerne bag den her lov til bekæmpelse af ungdomskriminalitets-vedørende sager, der har med børn fra 10 til 17 år at gøre?
• 2:11
  Ann Karina: Baggrunden for, at reformen kommer, det er en stigende bekymring for ungdomskriminalitet især blandt dem, der er under den kriminelle lavalder. Så dels har der været nogle bestræbelser på at sænke den kriminelle lavalder. Der har også været en kortvarigt forsøg med at sænke den kriminelle lavalder til 14 år men man bibeholder aldersgrænsen på 15 år, men man laver så et systemer, hvor man I virkeligheden kan iværksætte nogle indsatser for børn, der begår personfarlig kriminalitet som er også I alderen 10 til 14 år. Og det, der står I det politiske udkast, handler I høj grad om, at man meget gerne vil sætte tidligt ind så det handler om rettidig indsats for kriminalitetstode børn og så vil man gerne nå en gruppe af børn, som begår at gentage en kriminalitet, altså det, man kalder den hårde kerne, det er cirka et procent af en ungdomsovergang, og så er det dem, der er I fødekæden til den hårde kerne. Så det er jo nogle af dem, hvor man kan sige, at vi vil gerne sætte tidligt ind, før de kommer I gang med en rigtig kriminel løbebane.
• 3:25
  Stine: Okay. Så hvad er det nye I det her? Hvordan sætter man sig tidligt ind? Hvad er tankerne der?
• 3:35
  Ann Karina: Ja, tankerne er at forsøge at lave nogle lidt mere håndfaste reaktioner ift. Det, man gjorde tidligere. Og nogle gange kan man næsten få indtryk af, at når man under en kriminel lavalder før, så gjorde man ingenting. Og det er jo ikke tilfældet. Også før vi fik den her lov, der var det sådan, at når politiet mistænkte en ung eller et barn for at begå kriminalitet, så laver de jo en rapport.
• 4:04
  De laver en underretning til kommunen, forældrene bliver indkaldt til samtale, men det er I høj grad børnesystemet, der håndterer den bekymring, der er for begyndende kriminalitet. Der er jo også SSP, som er skolepoliti- og socialforvaltningens samarbejde. Men man havde en fornemmelse af, at det system ikke var håndfast nok så det, der var overskriften på reformen var, at alle handlinger har konsekvenser så selv når børn begår kriminalitet, så vil man gerne vise, at det har konsekvenser. Man havde også en oplevelse af, at der var børn og familier, som ikke var motiveret for at tage imod den hjælp, de fik tilbudt og at man derfor havde brug for nogle mere tydelige reaktioner. Så det nye er, at man etablerer et ungdomskriminalitetsnven, som træffer afgørelse I sager, hvor børn begår personfarlig eller gentager en alvorlig kriminalitet.
• 5:06
  Og det er altså 10-sytten-årige. Og så laver man unge kriminalforsorgen som et tillæg til kriminalforsorgen I frihed, som fører til syn med dømte eller I det her tilfælde er det børn, der har fået en afgørelse, altså et forbedringforløb eller en straks reaktion af ungdomskriminalitet.
• 5:28
  Lotte: Så indsatsen flytter sig fra det sociale system over I kriminalforsorgen?
• 5:33
  Ann Karina: Man kan sige, at tilsynet med det, kontrollen med, at det bliver gennemført, den flytter. Så det er en helt ny instans, vi har fået. Forblielsen til at tilbyde et barn I indsatsen, dem, der skal sætte I værk, dem, der skal sørge for kvaliteten og tilsynet med et barn, der enten bliver anbragt eller får en støttekontaktperson eller familiebehandling som et led I det her, et forbedringforløb. Det er stadigvæk forbedningen, altså børnefamilieforvaltningen, der har ansvaret for at iværksætte det. Men det nye er så, at der bliver ført tilsyn med børnene og familierne, de professionelle I unge kriminalalforsorgen.
• 6:13
  Og hvis ikke man følger et forløb, så vil man blive genindindstillet til ny behandling I ungdomskriminalitetsnævnet. Og lad
• 6:21
  Lotte: os lige tage fat I det her ungdomskriminalitetsnæv, fordi det er også sådan en ny, mystisk størrelse, og som jeg husker, da det blev indført, så var det også meget omdiskuteret, fordi hvad var det egentlig for en ting? Det var ikke en retssag med de rettigheder, der følger med det.
• 6:40
  Ann Karina: Det er helt rigtigt, at det på en måde er en hybrid imellem et udvalg og en retsproces. Men det er, kan man sige, også fra Institut for Menneskeret, slået fast, det er ikke en retsproces, men det har utroligt mange karaktertræk fra en retsproces. Så det foregår også inde I en retsbygning, men I stedet for at man sidder I et retslokale, så sidder man I et mødelokale. Men de børn og familier, der jo har pligt til at komme, hvis de bliver indkaldt til møde, de skal meget typisk gå igennem en metaldetektor og få visiteret deres tasker. De kan også risikere at møde varetægtsfængslet eller bliver eskteret af politiet og I håndjern.
• 7:33
  Så der er rigtig mange af de børn og unge, vi har talt med, som oplever det som en retsproces. Og det kan vi jo godt slå fast med. Vi er jo også optaget af, hvordan man oplever at møde det her system, ikke kun hvordan man juridisk definerer det. Men det er klart, at som myndighed er ungdomskriminalitetenævnet koblet til vores politikredse, så der er 15 ungdomskriminalitetenævnet, Og der sidder ved et nævnsmøde en dommer, som er formand. Så sidder der en repræsentant for politiet og en repræsentant for kommunen.
• 8:09
  Og samlet set, så kan sådan et møde godt Der kan godt være en 12, 14, 15 personer til stede, når man holder mødet, og det er noget af det, som der også var fremme meget tidligt, og der var en bekymring for, hvad betyder det for børns deltagelsesmuligheder, at der sidder så mange voksne mennesker rundt om et bord.
• 8:32
  Lotte: Så hvis du lige skulle give os et blik, hvem kunne de 12-femten mennesker være, der sidder derinde udover barnet og barnets forældre?
• 8:38
  Ann Karina: Så sidder der, hvis der er en mulighed for anbringelse, så vil der sidde en eller 2 advokater, altså at både forældrene og barnet har ret til repræsentation. Så kan der sidde en tolk, der kan også sidde Så kan der sidde en tilsynsfførende fra Kriminalforsorgen, de kommer på allerede, når man indstiller til første behandling. Så sidder der jo en børne- og ungerådgiver, der kan sidde en støtte kontaktperson, der kan sidde en fra anbringelsesstedet. Så er der en sekretær, som tager referat, og så når man faktisk op på en 12-fjorten mennesker.
• 9:19
  Lotte: Hvor barnet kender nogen på forhånd, og nogen vil være fremmede for barnet?
• 9:23
  Ann Karina: Ja, rigtig ofte så er 2 tredjedele ikke sådan et kendt for barnet. Det kan sagtens være en vikarrierende børn- og ungerådgiver, det kan også være vikarrierende andre professionelle. Tit har vi også oplevet, at de faktisk kun har talt en enkelt gang med deres advokat. Så der sidder mange nye ansigter, og det vi har også oplevet var, at det ikke altid er afstemt mellem de voksne: Hvem er det en, der skal sige hvad? Spørg hvad?
• 9:52
  Så hvis vi taler børneinddragelse, og det er jo noget af det, der står I loven, at man tilstræber og laver afgørelser I dialog med barnet og forældrene, og så må man også indrette et nævnsmøde på en måde, så børn har de bedste forudsætninger for at føle sig trygge og komme til orde, og de forstår processen. Det er jo et grundprincip I, at hvis man vil inddrage børn I beslutningsprocesser, skal man sikre, at der er nogle betingelser til stede for, at de faktisk kan føle sig trygge og blive hørt.
• 10:25
  Lotte: Så det var kritikken, og det skal vi vende tilbage til. Men når man læser ned I jeres rapport, så er både de unge og forældrene også lidt ambivante fordi de oplever også, at det, de her nævnsmøder åbner for nogle muligheder og tilbud, som de ikke havde tidligere. Kan du fortælle lidt om det?
• 10:42
  Ann Karina: Ja, altså det, der sker, når man flytter beslutningen fra forvaltningen og over I et nyt, nævn, at man også på nogen måder flytter noget prioritering, noget økonomi, nogle beslutninger om, hvem der skal have tildelt hvilke indsatser. Men det, børn og familier oplever, er, at de kan have kæmpet for at få nogle indsatser, og det øjeblik, at de kommer I ungdomskriminalitetsnævnet, så sker det faktisk. Så noget af det, de har råbt om I årevis, det får de faktisk hjælp til at komme igennem med. Og det kan typisk være sådan noget som støttekontakt, eller det kan være familiebehandling, eller det kan også godt være en anbringelse, så I starten er der især mange forældre, der giver udtryk for, at de føler sig hjulpet af systemet, og det, der så sker over tid, fordi et forbedringforløb typisk varer et-to år, det er, at deres møde med ungekriminalitet bliver en belastning. Så det er ikke selve det at få indsatserne, det er faktisk det, mange familier og børn er ret glade for.
• 11:53
  Det, de ikke er glade for, det er følelsen af, at der bliver ført så meget tilsyn og kontrol, og at man hele tiden har det hængende overhovedet, at man kan få indstillinger, eller indskærelser, som det hedder, og genindstilles til behandling I nænet.
• 12:14
  Stine: Og er der noget, Anne Carina, et forskningsmæssigt belæg vil kunne finde for, at det her med at føre kontrol og tilsyn på den måde, at det faktisk er noget, der kan hjælpe de unge ud af kriminalitet.
• 12:27
  Ann Karina: Det er
• 12:28
  Stine: jo sådan set det, der er hele intentionen bag?
• 12:30
  Ann Karina: Ja, vi har jo et ret stort forskningsfelt inden for kriminologi, der handler om, hvad er det for nogle indsatser, der kan støtte vejen væk fra kriminalitet. Og noget af det, forskning er lavet på voksne, og meget lidt af det er lavet på børn. Det, vi har på børneområdet, det lægger meget vægt på, at man gerne må starte med at meget tydeligt markere, at det her er uønskede adfærd, så når et barn begår den type kriminalitet, må man meget gerne tydeligt markere, at det ikke er I orden, og det skal ophøre. Men så skal man meget hurtigt begynde at lyse på alt muligt andet, der fungerer I et barns liv. Sik en tryg og god skolegang, sikre en omsorgsfuld og tryg base, altså et hjem og stilsere adgangen til en masse positive unge- og børnefællesskaber.
• 13:32
  Så det er det, som det, som detsistens teorien ville lægge op til. Det er, at man meget hurtigt skal over og styrke barnets tro på, at de er en del af et fællesskab og et helt almindeligt ungefællesskab og børnefællesskab. Og det er det, man skal have fokus på. Og der kan man sige, at jo mere vi har kontrol og tilsyn, jo mere der ligger krav om, at man skal slå ned på alle fejl og mangler I at gennemføre et tilsynforløb, jo større risiko er der for, at man kommer til at lyse på det forkerte. Så man kommer til at blive ved med at fokusere på.
• 14:13
  Vi er bekymrede for, at du begår ny kriminalitet. Vi er bekymrede for, at du omgås de forkerte børn og unge. Det er faktisk ikke det, der skal lysest på. Der skal lysest på alt det positive.
• 14:26
  Stine: Men det kan jo så godt, I mine ører, komme til at virke absurd, at man så har sådan en lov her, som på en eller anden måde næsten taler lidt imod
• 14:38
  Ann Karina: med eksisterende viden. Ja, jeg kan godt få lyst at bliver en kampplads for alle mulige andre politiske dagsordener. Så retspolitikken er ikke altid vidensbaseret. Det gik også stærkt. Fra man vedtog loven, til man faktisk skulle have en unge kriminelforsorg op at køre, der var få måneder faktisk fra det blev besluttet til, at de skulle være klar til at tage imod børn.
• 15:21
  Og det kunne godt være, at der skulle have været en længere betænkningstid, så man havde kunnet gennemarbejde det.
• 15:29
  Lotte: Men nu har det kørt I 5 år, kan du mærke, at der er sket en modning I systemet I den? Du har fulgt det fra starten og til der, hvor vi står I dag.
• 15:38
  Ann Karina: Jeg har svært ved at få øje på, at unge Kriminalforsorgen har udviklet sig meget og ændret så meget praksis. Rigtig mange af de uddannelsesforløb, de redskaber de bruger, den måde, det er organiseret på, ser ud til at være stort set uændret. Så det er jo også noget af det, rapporten peger på, at der er nogle muligheder for faktisk at tilpasse den del af systemet. Og det er sådan, at unge Kriminalforsorgen har en meget detaljeret vejledning til, hvad det er for en opgave, de er blevet stillet. Og det er så den, man kan gå ind og kigge på.
• 16:17
  Den er faktisk blevet revideret I 2024, Så der er jo en mulighed for, at man kan genbesøge den og kigge på, om det er en anden opgave, de skal have.
• 16:30
  Stine: Og det kan være, vi skal kigge lidt nærmere på nogle af de her børn og unge, som ender I det her system. En af dem er Nikolaj.
• 16:40
  Ann Karina: Nikolaj er vokset op med vold og omsorgssvigt, hvilket har foranledede svære traumer, angst og udadreagerende adfærd. Nikolaj bliver anbragt som led I sit forbedringforløb og har svært ved at overholde krav og vilkår. Nikolajs historie er et eksempel på, hvordan en personfarlig kriminalitet kan være forbundet til komplekse sociale og psykiatriære problemstillinger som ikke afhjælpes gennem tilsyn, krav eller indskærelser. Henover et år interviewer vi Nicolai på 15 år 3 gange og vi følger ham I UKN til nævnsmøde og I unge kriminalalforsorgen til tilsynssamtale. Nikolaj fortæller, at han er vokset op med en stof, brun og voldelig far, hvilket har medført, at Nikolaj får diagnosticeret PTSD, og I perioder er psykotisk.
• 17:36
  Som 13-årig bliver han indlagt på forskellige lukkede psykiatriske afdelinger, og dernæst anbragt på et børne- og ungehjem, som ikke har de fornødne kompetencer til at tilbyde målrettet behandling. Nikolaj får abstinenser af den antipsykotiske medicin, som han får på børn- og ungehjemmet og han truer derfor en aftenpersonalet til at udlevere medicin. Han siger: Der var ingen, der hjalp mig. Der var ingen, der ringede, trøstede eller hjalp mig. Så gik jeg helt amok og kunne ikke stoppe mig selv.
• 18:10
  Henelsen medfører, at anbringelsesstedet opsiger Nikolaj og han henvises til UKN. Til nævnmødet beder Nikolaj om, at traumebehandling bliver en del af forbedringforløbet. Jeg vil gerne have traumebehandling. Jeg synes, at alle kun tænker på at fjerne stemmerne, men ikke på at forløse de hovedtraumer, der er, siger han. UKN anbringer Nicolai på en sikret institution med henblik på yderligere udredning og påbegynd af traumebehandling.
• 18:42
  Selvom Nikolaj fortæller, at de ældre børn på institutionen mobber og truer ham, så er han glad for at blive tilbudt behandling. Nikolajs mor er ligeledes lettet over, at forbedringforløbet nu tvinger kommunen til at give Nikolaj den behandling, som de I flere år har efterspurgt. Efter 6 måneder flyttes Nikolaj til et behandlingshjem. Han er I positiv trivsel, og han overholder sine indsatser I forbedringforløbet. I efterfølgende interviews med Nikolajis, unge tilsynførende og et nævnsmedlem fortæller de os, at Nikolajis sag er et eksempel på, at nogle børn havner I UCN som konsekvens af, at de ikke er blevet grebet af psykiatrien og kommunen.
• 19:28
  Familierne er glade for, at UKN holder kommunen I snor, som de siger, selvom børnenes problematik ikke ifølge den unge tilsynførende og nævnsmedme er kriminalitetrelaterede. De siger: Vi bliver nødt til at se på, at der er nogle børn, hvis udfordringer hører ind under personfarlig kriminalitet men de skal ikke behandles I for det er ikke det, det handler om. Det er udtryk for noget helt andet Nicolai står jo bare og råber og skriger om hjælp og bliver ikke mødt af det opholdssted, vi har I forvejen. Det bliver lagt som et å på de unges skuldre og så er det dem, der er problemet nu.
• 20:09
  Lotte: Nicolai var jo 13 år, da han kom ind I systemet første gang, og han er 15 år I dag. Og han er jo et eksempel på en af de unge, som har en ambivalens. For det første er han en af dem, der har oplevet svigt I systemet, inden han når til ungdomskriminalitetsnævnet. Og så oplever han faktisk, at han får hjælp, men undervejs, som du også beskrev tidligere, så har han også den her oplevelse af, at der også er et element straf og kontrol, og han oplever også, at hans sag skal genbehandles. Hvad kan man lære af sådan en sag som Nikolaj?
• 20:43
  Ann Karina: Når vi vælger at have en case med I rapporten, så er det fordi, vi synes, den illustrerer, at rigtig mange af de børn, der begår både alvorlig og gentagende kriminalitet, det er børn, der har andre udfordringer end kriminalitet. Rigtig ofte er kriminalitet udtrykt, Det er symptomet på, at der er noget andet galt I børns liv. Og I det her tilfælde, der er det en ret kompleks psykiatriær nogle diagnoser, nogle problemstillinger, noget af det er udredt, noget af det er ikke. Og det kan også være svært at finde den. Han er også anbragt uden for hjemmet, og det kan også være svært at finde det rigtige anbringelsessted til sådan en ung, der har den kompleksitet I sine problemstillinger.
• 21:36
  Det, der er tydeligt, er, at han hører hjemme I snitfladen mellem børneområdet og psykiatrien. Og det øjeblik, at han kommer ind I unge Kriminalforsorgen, der kommer man I virkeligheden til at sanktion ham for de ting, han gør, som er udtryk for, at han enten mistrives I sin anbringelse, eller at han ikke er velmedicinineret. Så det han jo selv siger er, at de kan ikke få hans medicin, og derfor bliver han udadreagerende og så er det sådan, at love om voksenansvar stiller krav om, at når man truer, eller udover vold mod personalet, så skal det anmeldes, og derfor bliver han også et eksempel på, at man kan blive fanget I systemet, fordi de ting, som han er blevet anbragt for, bliver jo også det, der gør, at han bliver genindstillet til behandling I ungdomskriminalitetsnævnet og får indskærelser af unge kriminalalforsorgen.
• 22:47
  Lotte: Og Nikolaj er typisk repræsentant for dem, der kommer I ungdomskriminalitetsnævnet, eller ser I også unge, hvor I tænker, det bidrog også til en positiv udvikling?
• 22:57
  Ann Karina: Vi ser begge dele, og man kan sige, at I vores rapport, der skriver vi I høj grad, at vi har 37 børn og unge med, og en stor del af dem, nok 2 tredjedele er anbragt uden for hjemmet, og nogle af dem er også anbragt på en sikret døgninstitution. Så det, vi kan sige, er, at de minder meget om den hårkerne, og dem, der er I fødekæden til den hårkerne. Og ud af dem, der vil jeg sige, at han ret typisk Den her lidt komplekse sammenstilling af, det kan være lav ikon, misbrug, traumer, omsorgvigt, diagnoser, diagnoser, det er diagnoser. Det er mistillid til det voksne og det er en kæmpe afmagt ift. At man godt på den ene side kan mærke, at der er nogen, der gør meget for, at man skal få en indsats, men det er aldrig helt den rigtige indsats.
• 24:01
  Stine: Jeres rapport peger jo også ind I det her med, at det kan godt være, at der bliver lavet tilsyn og ført kontroller på en anden måde, men værktøjerne er de samme. Det er vel også en del af det, der bliver udfordringen I det her for de børn og unge, der ryger ind I systemet.
• 24:20
  Ann Karina: Det ville helt klart have været en stor fordel, hvis der irereformen, udover de her 2 nye instanser, også havde været en forsøgsordning med nogle nye typer af indsatser. Og det kunne også I særdeleshed have været konfliktløsning, som man jo kender rigtig godt fra Norge. Men I det hele taget peger vi jo på, at når værktøjskassen er den samme, så kan man jo sige, at det der er blevet tilført, det er en mere tydelig kontrol og tilsyn med det, og det fungerer for nogle børn, men det er jo også sådan, at børn ikke er færdigudviklet, så der er jo også noget neurologisk, noget kognitivt I det her, som er væsentligt at have med, at når vi tænker, at vi kan planlægge et forbedringforløb, planlægge en forandring I noget adfærd, så er man nødt til at kunne rumme dels, at de unge begår fejl, men også kunne have en forståelse for, at børns hjerner ikke er færdigudviklet, de er impulsstyret, de har svært ved at overskue konsekvenser, de har svært ved at langtidsplanlægge, så det, at man forventer, at de skal gennemføre et toårigt forløb uden nogle slinger I valsen, er I virkeligheden ikke at anerkende, at børns hjerner og især børn med forskellige former for neuropsykologuddiversitet, de er jo slet ikke gearet til at kunne imødekomme de krav.
• 25:57
  Og
• 26:00
  Stine: hvis vi kigger lidt på det her, du har sagt det før med børnenes deltagelsesmuligheder og måske også familierne, når man sidder over for 12 til 15 fagpersoner eller repræsentanter til sådan et møde. I jeres rapport har I talt med nogle af de her familier og børn og unge, som er I systemet. Hvad siger de om inddragelse?
• 26:29
  Ann Karina: De siger, at det er rigtig svært. Det er svært at blive inddraget lige Det er også svært at blive inddraget før, for det er sådan, at når politiet indstiller til behandling I ungdomskansnævnet, så har kommunen 3 uger til at udarbejde en indstilling og en anbefaling til en indsats. Og I den periode skal de jo nå at indsamle viden, som man normalt ville, til en børnefaglig undersøgelse, som man I øvrigt har 3 måneder til. Man skal også nå at partøer, man skal også nå at inddrage børn og forældre. Det er en meget kort frist.
• 27:01
  Det vil sige mødet er rigtig vigtigt. Det er der, hvor børn og forældre kan komme rigtig meget til orde. Det forældrene siger, det er, at det kan føles som om, at man er en luddurik, som I virkeligheden bare skal passes ind I et system, og der er også forældre, der kan give udtryk for, at man kan godt blive bange for, at man ikke virker, som om man vil samarbejde. Så det, vi kender I forvejen fra børneområdet, når man inddrager forældre, at forældre bliver optaget af det her med at virke, som om de er ansvarlige og vil gerne samarbejde med systemet, fordi de vil ikke være ildloyale. Det fylder I deres beretninger.
• 27:44
  Det, der fylder I børnenes beretninger, det er, første gang de kommer ind I næævnet, der virker det skræmmende, de bliver nervøse, de giver udtryk for sådan noget som, at de kan mærke, at de bliver anspændt og de har svært ved at finde ordene, men det kan også være sådan noget som, at de bliver I tvivl. De føler, at de har afstemt med, f. Eks. Jeres advokat, at han stiller nogle bestemte spørgsmål og så lige pludselig stiller formanden spørgsmålet og så er der måske en børnessagkyndig, der også sidder med, som siger: Jeg troede, det var mig, der skulle stille de spørgsmål og der opstår sådan en forvirring og børnene ved faktisk ikke, hvornår er det, jeg skal sige det ene og det andet Der er også børn, der fortæller, at de bliver bange for at sige noget, der kan være inkerende, så de kan ikke gennemskue, at hvis jeg svarer sådan og sådan, så kan det blive brugt imod mig. Så I virkeligheden er der nogle børn, der laver en strategi, der siger: Jeg siger meget lidt, og så bliver det sådan noget: Det er fint, det er okay, jeg er samtykker.
• 28:41
  Men I virkeligheden får man ikke et rigtigt, kan man sige, barnets oprigtig ønske, eller hvad de kunne være motiveret for, eller hvad er det, der er vigtigt for dem? Det er svært at få til ord.
• 28:54
  Lotte: Så med al den viden, I nu har indsamlet I jeres undersøgelser og rapport hvad ville så være dine anbefalinger til det her forløb? Hvordan kunne man gøre det mere hensigtsmæssigt for børnenes positive udvikling, hvis man skulle leve op til den intention, der også ligger bag lovgivningen?
• 29:17
  Ann Karina: Jeg tænker, at det er altid farligt at komme med konkrete anbefalinger til, hvad man skal gøre, men man kunne godt kigge på lokationen. Man kunne godt flytte det ud af retssbygningen, som det første. Så synes jeg også godt, man kan overveje, om det er en dommer, der skal sidde som formand. Jeg synes selvfølgelig, det er vigtigt, at der er nogle retsprincipper, og ligesom der er I et børn- og ungeudvalg, der sidder også en dommer med. Men det er ikke formanden.
• 29:44
  Så kunne man overveje, om det skal reduceres, så der ikke sidder så mange med ved bordet. Man kan også dele mødet op I nogle mindre. Man kan tænke over, at det rum er indrettet til, så det er behageligt at være I, så jeg tænker, at der er nogle lavthængende frugter uden at man reducerer mødet til ikke at være betydningsfuld, altså hvis der var nogle dommere, der sagde, at det ikke bare skal være sådan noget med at sidde rundt om et kaffebord Og de skal også kunne mærke, at det her er alvorligt. Men jeg tænker, at hvis man er alvorlig omkring børneinddragelse og forældreinddragelse, så skal man tænke over at indrette mødet på en måde, så de er mere trygge.
• 30:29
  Lotte: Så det er selve mødet I ungdomskriminalitetsnævnet. Og så sagde du, at der er også noget I den her opfølgning, straf kontrol I forløbet bagefter. Er der også noget, man kunne gøre For det er jo en anden form for forløb, end det, der normalt vil blive sat I gang hos en kommune. Men er der alligevel noget, man kunne gøre, så det føles mindre straende for børnene? Eller så de godt kunne træde ved siden af lidt, hvis de var på rette udvikling?
• 30:56
  Hvad tænker du om det?
• 30:58
  Ann Karina: Jeg tænker, at unge Kriminalforsorgen må det være det næste vigtige skridt at få kigget på. Både at man får givet mulighed for, at der er nogle børn, der ikke skal have tilsyn. Så kan man godt stadigvæk have en eller anden form for kontrol med indsatsen og kommunen, hvis man synes, det er nødvendigt, men at man ikke skal komme til tilsynsmøder. Jeg tænker, at der også er mulighed for, at man giver meget mere plads til det professionelle skøn, sådan så de professionelle, der er tættest på barnet, også kan justere op og ned på frekvensen, I møder frekvensen af, hvornår synes vi, at et forløb er tilfredsstillende gennemført? Fordi som det er lige nu, hvis et barn har fået et krav om skole, så er det hver dag, og det er fuld tid.
• 31:54
  Og det er en stor mundfuld for børn, der måske ikke har gået I skole både halve og hele år. Selvom vi kan være helt enige om, at skolegang er rigtig vigtigt, så er der nødt til at være plads til et skøn, der hedder det er en gradvist tilbagegang til et skoleliv. Og der vil være mange perioder, hvor det går knap så godt. Og så er vi stadig optaget af, at der var dag, hvor det lykkedes at komme I skole, og ikke 4 dage, hvor det ikke lykkedes.
• 32:30
  Stine: Nu landede den her rapport I april I år. Hvordan er den blevet modtaget?
• 32:39
  Ann Karina: Jeg synes, den er blevet modtaget rigtig fint af nogle af 'Ræd', 'Børns Vilkår' I Kriminal Poourt Råd Råd'. Jeg har mindre fornemmelse af, hvad det har af politisk indflydelse. Men sådan er det nogle gange med viden, at det skal sive langsomt ind I beslutningsprocesser. Så jeg har ikke mistet modet I forhold til, at den her type forskning kan bidrage til en vigtig forandring. Men det er et benarbejde at få de rigtige mennesker I tale og blive tydelige de steder, hvor der er nogen, der lytter.
• 33:28
  Stine: For at
• 33:29
  Ann Karina: Det der med, hvordan skulle systemet gøres bedre? Eller hvad kunne man ønske sig?
• 33:37
  Stine: Og Anne Carina, nu efter du har indsamlet al den her data og arbejdet med den her rapport, der med den her rapport, der er landet på vores bord. Hvad kunne du ønske dig, at der sker?
• 33:52
  Ann Karina: Jeg kunne ønske mig, at man kigger på hele reformen igen. Får kigget på vejledningen og præmis for unge kriminalforsorgenen. Så kunne jeg tænke mig, at man også kigger på at få noget af det stigmaserende sprogbrug ud, som vi jo også har været optaget af I barnets love, at man ikke taler om forbedringforløb, at man ikke taler om en unge kriminelforsorg og en tilsynførende, hvis vi ikke skal tale om straf, men skal tale om støtte. Og så er det væsentligt, at man kigger på, at den hårde kerne, de er også børn og unge, der har brug for nogle ekstremt specialiserede fagligt kompetente indsatser. Så hvis vi vil gøre noget ved ungdomskriminalitet blandt de børn, så skal vi kigge på det specialiserede socialområde, vi skal kigge på kvaliteten og fagligheden ude I de indsatser, som tager imod de her børn og unge også på børn og ungehjem.
• 34:51
  Stine: Det lyder som en god pointe at runde af med. Måske især også noget af det her, du var inde på tidligere med at have blik for, at kriminaliteten tit er udtryk for noget andet, der er meget mere komplekst. 1000 tak, Ann Carina, fordi du havde lyst til at komme herind og folde nogle af de her pointer fra rapporten ud og noget af din forskning. Tak
• 35:21
  Ann Karina: for I dag. Tak for I dag.
• 35:22
  Lotte: Og hvis du er nysgerrig på at høre mere fra velfærdsområdet, så kan du finde velfærdsprofilen der hvor du normalt finder din podcast og du kan også abonnere, så du hører de nyeste afsnit, når vi kommer ud med dem. Og hvis du er nysgerrig på at høre endnu mere om rapporten så lægger vi et link til rapporten I show note så du kan dykke dig ned I detaljerne der. Tak fordi du lyttede med.