Latest / SoulDrops med Anne Marie Valentin / Rumis gæstehus
Transcript
- Anne Marie Valentin: Velkommen til Soul Drops. Den persiske digter, du måske har hørt om, Rumi, han har skrevet et digt, har fulgt mennesker i mange, mange, år. Han beskriver mennesket som et gæstehus. Og hver morgen banker der nye gæster på vores hus. Det kan være glæde, sorg, frygt, skuffelse, taknemlighed eller uro. I hvert fald... Våner vi? Starter vi i dagen med nogle følelser? Og Rumi's invitation er i virkeligheden overraskende. Fordi han sagde, vi skal byde alle vores gæster velkomne. Så lige nu er de forskellige følelser gæster. Og det ikke fordi alle følelser er behagelige, men fordi de alle sammen kommer med et budskab eller noget vi kan lære. Og det er en smukt tanke. Mange af starter nemlig i dagen med at vurdere. Hvordan har vi det? Hvis vi vågner og er glade, så tænker vi sikkert en god dag. Hvis vi vågner med uro eller intensitet, så håber vi, at den her følelse mordigt går væk. Vi kommer til at gøre nogle af vores følelser til venner og andre til fjender. Men hvad hvis det ikke er følelserne, der er noget problem og der ikke er noget, skal løses? Hvad hvis nu de bare er gæster, banker på for en stund? For der er ikke nogen af dem, der bliver hos os for evigt. Måske skal vi bare lade dem passere. De kommer. De fortæller os noget. Og der er i hvert fald en årsag til de ærter, som vi kan være nysgerrig på. Jeg tror, det hele bliver lettere den dag, holder op med at skændes med vores følelser, at vi accepterer vores følelser, og hvordan vi har det, og ligesom bliver gode venner med måden, vi har det på. Så vi kunne også stille et andet spørgsmål til vores følelser, er, hvad er det, du er kommet for at vise mig? Eller hvad er det, du gør mig opmærksom på? Fordi vi bruger meget ofte masser af energi på at holde følelser væk nede, end vi gør. på at la' den være der og være nysgerrig. Så det handler ikke om, at vi hele tiden skal føle glæde, men måske mere om at give det, er inde i os plads, så vi kan leve et facetteret liv, og hvor der ikke er nogen, ikke er velkomne. Og også byde velkommen til de gæster, som vi aldrig selv ville have inviteret, fordi de er der også. Og hvis vi ikke accepterer dem, så lever de alligevel i skyggen. Så vores følelser viser sig, og når de går igen, og vi har accepteret dem, så har de ofte været nogle af de bedste lærer, vi nogensinde har haft. Og jo mere plads vi har i os selv, jo mere kan vi være med det, er.