Transcript

Verdens centrum · Prosit

0:06
SPEAKER_03: Jeg hedder Lykek Søger, og du lytter til protein.
0:10
SPEAKER_00: Og det danske sprog.
0:11
SPEAKER_00: Og set fra latin.
0:14
SPEAKER_00: Sæt dem på der.
0:17
SPEAKER_03: Jeg podcast fra danske hospitals klumen.
0:21
SPEAKER_03: Og vores møde med mennesker sværder i livet.
0:24
SPEAKER_03: Om hverdag og miaklerne.
0:27
SPEAKER_03: Og man findet et så.
0:29
SPEAKER_03: Og man åbner en dør.
0:31
SPEAKER_03: Og man kommer helt tæt på et øjeblik.
0:42
SPEAKER_03: I denne episode skal vi høre en historie om jul på hospitalet.
0:46
SPEAKER_03: Og jeg har besøg af en hospital des cherks, som jeg længe har lyst til at tale med.
0:51
SPEAKER_02: Der er dem, der kan se film med børn, der bliver syg der, og så er jeg slet ikke holdt ud.
0:57
SPEAKER_02: Men kan bare på mig en bland i timer, så skal jeg gerne komme til børn, eller så er noget taler, eller tilingen.
1:05
SPEAKER_03: Julet er en særlig tid på hospitalerne.
1:08
SPEAKER_03: Der er lidt stil på gangen, alle vil sige.
1:11
SPEAKER_03: Så dem, der ligger på hospitalet, færdigt syge.
1:15
SPEAKER_03: Til gengæld har de som ret god plads, og der er fint bygget op.
1:20
SPEAKER_03: Og på skærbys syghus, kan man være heldig at møde et helt særligt luce på tog.
1:27
SPEAKER_04: De sidste år har vi som en del af vores juleaktiviteter, så har vi gået Lucia på skærbys syghus.
1:37
SPEAKER_04: Det her er Pia.
1:39
SPEAKER_04: Jeg hedder Pia Sisko og arbejder som hospitalskloven, og det har jeg gjort de sidste 20 år.
1:46
SPEAKER_03: Normalt er hospitalsklovene klædt i spravlet færdige kostymer, men Lucia opt er lidt anderledes.
1:53
SPEAKER_04: Vi har stadig næser på, men vi har mere fine hvide kjoler på.
1:59
SPEAKER_04: Og så har vi jo selvfølgelig også en lucia brød.
2:03
SPEAKER_04: Og jeg ved ikke, hvad det er, men det er jo et turbudet, hver gang han skal være Lucia brud.
2:08
SPEAKER_04: Jeg tror ikke rigtig, at han har forstået konceptet.
2:11
SPEAKER_04: Han en græs på hovedet med fire fandater i.
2:16
SPEAKER_04: Fordi vi skulle fandt af Luser, minder.
2:19
SPEAKER_04: Men det er også ligesom om, at inde de mennesker, der indlagt forældre personer, så opstår der bare en eller anden stemning også.
2:29
SPEAKER_04: Det er ligesom der mere på spiljulen, når man er syg.
2:34
SPEAKER_03: Sidste år sket der noget, som piger og de andre hospitalsklåd taler om.
2:42
SPEAKER_04: Når vi sådan ankommer hen på eftermiddag, og det er blevet mørkt udenfor.
2:48
SPEAKER_04: Og det mest af personalet er gået hjem faktisk.
2:51
SPEAKER_04: Fordi langt de fleste aktiviteter foregår i dagtiden.
2:56
SPEAKER_04: Så bliver der stille på afdelingerne.
3:00
SPEAKER_04: Der indfinder sig sådan en ro.
3:02
SPEAKER_04: Lidt højtidelig ro.
3:05
SPEAKER_04: Og det bliver ikke mindre af vi så kommer med musikken med sang og vores lille optog der i vidt.
3:15
SPEAKER_03: Det var lidt som et julmirak.
3:17
SPEAKER_03: Og som alle mirakler kan det være lidt svært at forklare.
3:21
SPEAKER_03: Det var bare et overløst møde.
3:33
SPEAKER_04: Og så kommer der en syple forbi, og så siger om, at så ikke også lige gå ned på barselsafdelingen.
3:40
SPEAKER_04: Det er sådan et sted, hvor vi ikke normalt kommer.
3:44
SPEAKER_04: Jamen vi tænker, hvorfor ikke vi går der.
3:47
SPEAKER_04: Og vi åbner døren og beværs ind.
3:50
SPEAKER_04: Og der er faktisk ret mørkt.
3:53
SPEAKER_04: Og nærmest ikke nog mennesker på gangen.
3:56
SPEAKER_04: Men vi synger.
3:59
SPEAKER_04: Jeg går i vores lille gruppe der gangen.
4:07
SPEAKER_04: Og så er der lige pludselig en dør, der bliver åbnet ind til en stue.
4:14
SPEAKER_04: Og vi står der i mørket, men der kommer lys ud fra det her rum.
4:19
SPEAKER_04: Og inde i stenen der sidder der en mor og en far.
4:25
SPEAKER_04: Og midt mellem dem, der er der sådan en lille vukke.
4:28
SPEAKER_04: Sådan en gennemsigtig plastik vugge med et lille barn i.
4:36
SPEAKER_04: Og vi går sådan stille hen til døren, når vi stander i førningen og står lidt og kigger ind, og vi kan se, at moret smiler til os lidt forventningsfuld.
4:50
SPEAKER_04: Hvad er skal der sket nu?
4:54
SPEAKER_04: Og uden og aftaler det, så kigger vi også på hinanden, og så begynder vi at synge.
5:12
SPEAKER_04: Jeg kan bare også bare, jeg fortæller det, så kan sådan mærke, at følelsen af det, fordi det ligesom er sådan en fælles følelse i os alle sammen af, at det her er noget helt særligt.
5:23
SPEAKER_04: Og vi bliver alle sammen ret berørt af det.
5:36
SPEAKER_04: Vi står synger for det her lille barn og hans morer og far.
5:43
SPEAKER_04: Og vi kan også se, at morsk bliver rørt det, og morer sådan lille tårde af kende i mor.
5:58
SPEAKER_04: Det følge som om, at alle vores hjerter banker i tak.
6:06
SPEAKER_04: Der er en meget stor genklang mellem os.
6:09
SPEAKER_04: Og det er næsten, som om, at vi er bare mennesker alle samme.
6:15
SPEAKER_04: Vi er ikke nødvendigvis klogende på klogende arbejder via mennesker, der møder andre mennesker.
6:24
SPEAKER_04: Der vi ligesom har sunget sangeren og stået lidt og kiggede på familien.
6:31
SPEAKER_04: Så spildler vi til, og så siger vi tak.
6:35
SPEAKER_04: Og ønsker mig god hjul.
6:39
SPEAKER_04: Og så går vi igen.
6:43
SPEAKER_04: Det var et meget særligt øjeblik.
6:46
SPEAKER_04: Jeg tror, at alle i gruppen følte, at det var åbne døren ind til det lille Jesus barn, og jomporie og Josef, sådan følte det.
7:00
SPEAKER_04: Der har bare sådan noget fuldstændig rent og sandt med et helt nyfødt barn.
7:15
SPEAKER_04: Og når jeg fortæller historien her, så kunne jeg lige pludselig også mærke, at der var noget i mig, som blev vagt til livet.
7:25
SPEAKER_04: Et mennesde, som jeg har om, da mit første barn blev født.
7:30
SPEAKER_04: Han blev født den 1.
7:31
SPEAKER_04: december, og det var.
7:33
SPEAKER_04: Han var født for tidligt.
7:35
SPEAKER_04: Så der var sådan masse bekymring og masse og sjov forbundet med det.
7:43
SPEAKER_04: Så jeg tror, at det her med at genbesøge hospitalet i julen for mig.
7:50
SPEAKER_04: Det har selvfølgelig også nogen en eller anden resonans ind i mit eget.
7:57
SPEAKER_04: Der er også.
7:58
SPEAKER_04: Når man bliver forældre, så er det jo forbundet med stor lykke, men også lige pludselig så den der følelse af, at man vil beskytte et andet menneske og pas på.
8:09
SPEAKER_04: Det sker bare sådan med tryd slag i næsten.
8:14
SPEAKER_04: Så der også det der med, at vi sådan står der mange voksne mennesker omkring sådan et lille barn.
8:21
SPEAKER_04: Altså der er en vænsomhed, og jeg stor respekt også omkring et lille nyt menneske.
8:31
SPEAKER_04: Det føles lidt, som vi var nog.
8:34
SPEAKER_04: Hvor det sådan sige det, at vi var en lille engle flok.
8:38
SPEAKER_04: Der stod der i vores hvide kjler og passede på det her.
8:42
SPEAKER_04: Lille barn.
8:47
SPEAKER_03: Det ser jeg rigom på hospitalet spræst på rigspitalet.
8:52
SPEAKER_03: Hvad føler du, når du hører det her?
8:55
SPEAKER_02: Et møde med det helge faktisk.
8:57
SPEAKER_02: Altså.
8:58
SPEAKER_02: Hun beskriver det så fint det er så, som jeg trådt ind til krøben selv, hvor Jesus barnet ligger.
9:04
SPEAKER_02: Her der står vi over for et lille mirakler.
9:07
SPEAKER_02: Og det er hver eneste lille barn jo.
9:09
SPEAKER_02: Altså.
9:10
SPEAKER_02: Og man selv oplevet det at være med til en føset af jo som tid som præst også.
9:14
SPEAKER_02: Og lige der fornømer man, at nu er man i hverdens centrum.
9:18
SPEAKER_02: Der forgår ingent uden for den føde studie her.
9:21
SPEAKER_02: Ves som alle enkledskar og hørerne og forne og alt det der julet, altså lige der, der var hverdens centrum et sted.
9:29
SPEAKER_02: Og et barn af også alle muligheder, der åbner sig.
9:33
SPEAKER_02: Og der et jår håb, der ligger indlevet i et barn.
9:38
SPEAKER_03: For også som klogne, når vi står der, vi kan nemlig godt forne håbet.
9:43
SPEAKER_03: Og som jeg plejer at sige, at det håbet af det sidste, der dør på de afdeling, hvor jeg går.
9:48
SPEAKER_03: Og der er altid et håb, uanset hvor håbøst det ser ud.
9:52
SPEAKER_03: Og det her håb kan jo ændre sig.
9:53
SPEAKER_03: Det kan være håbet om at blive rask, men det kan også blive håbet om, at det bliver en god afslutning, eller håbet om, at det ikke hele benet, der bliver taget, men kun halvdelen af benet.
10:03
SPEAKER_03: Altså, det er det sjove med det her håb begreb, det er, at det har helt tiden en elastik i sig, men du rummer hele tiden for løsning.
10:13
SPEAKER_03: Når det lykkedes, ikke?
10:15
SPEAKER_02: Jeg oplever, at vi som præster kommer og tillader håblyheden at være til sted.
10:19
SPEAKER_02: Og der er enormt bydige i, når vi kommer og tror, at vi skal hjælpe eller gøre noget, eller forandret noget.
10:25
SPEAKER_02: Hvis nu undleder det, man siger, at nu er jeg hos der, og jeg forlader dig ikke midt i alt det der som lys.
10:32
SPEAKER_02: Så opstår der også en eller anden form forhåbentlig.
10:34
SPEAKER_02: Tænker et mennesker, der vil være soldarsk med mig midt i mit mørke.
10:37
SPEAKER_02: Ja.
10:38
SPEAKER_03: Nu gange så bliver jeg spurgt, at man er ikke svært at være sjov eller klogende i et rum, der er fuld af sov.
10:45
SPEAKER_03: Og så ser jeg altså, at man skal jo ikke skjule.
10:48
SPEAKER_03: Altså, natteren skal jo ikke være der for at skjule sorgen, den skal jo være der for at få løs til det næste nu, så man er i stand til at bære lidt mere.
10:57
SPEAKER_02: Det er det her, vi kommer med et rum, og du kommer med det sådan helt fysisk konkret så den lille røde næse.
11:03
SPEAKER_02: Jeg kommer ganske vist ikke så ofte, men som tidliger med min præskjole.
11:07
SPEAKER_02: Og der opstår et rum, vi kan være i.
11:09
SPEAKER_02: Jeg kommer med en synlig kirkerum i virkeligheden.
11:13
SPEAKER_02: Og du kommer mit latterens rum, og så opstår der et eller andet i det.
11:16
SPEAKER_03: Ja nu.
11:17
SPEAKER_03: Du brækker den selv på banen som er sådan en vigtig ting, og det er det jo også.
11:21
SPEAKER_03: Men faktisk i forårs.
11:25
SPEAKER_03: Der var jeg inde på den afdeling, hvor jeg går, og jeg går forbi et rum, hvor der er en lille dreng, som simpelthen råber, nej.
11:32
SPEAKER_03: Jeg vil ikke nej, nej, nej.
11:35
SPEAKER_03: Altså, vi kan jo langt ud på gang.
11:37
SPEAKER_03: Og det rum kunne jeg godt vælge at gå forbi.
11:41
SPEAKER_03: Men min yberste opgave er at se, om jeg kan være til rådighed, for de følelser der er.
11:45
SPEAKER_03: Så jeg åbner døren, og så rå jeg næsten sådan matchen af hans energi og råber, hål.
11:52
SPEAKER_03: Hallå.
11:53
SPEAKER_03: Og så ruber han, hvad du.
11:56
SPEAKER_03: Og så fordi, jeg matchet energien, fik jeg lov til at komme ind i rummet.
12:00
SPEAKER_03: Og fordi jeg matchet energien bliver den jo for løst til noget andet.
12:04
SPEAKER_03: Så det her med også tur at gå ned i mørket, det tror jeg er ekstrem vigtigt.
12:10
SPEAKER_03: Altså at næsten faktisk.
12:12
SPEAKER_03: Det bliver sådan en form for skriftestol.
12:15
SPEAKER_03: Det er et sted, hvor man kan sige alt det, man måske ikke siger til andre.
12:21
SPEAKER_03: Altså enten gærkellere, eller råbelt, som man ikke vil gøre ned hos bæren, eller på arbejdet, eller med sin ikke følge eller.
12:32
SPEAKER_02: Men det tænker jeg netop af oplevelsen af jeg bliver fundet.
12:35
SPEAKER_02: At det jo ikke noget, jeg opfinder, eller noget, jeg sådan bare gestikulerer, eller nej, det er jo faktisk en side af mig.
12:41
SPEAKER_02: Og nu kommer jeg på rang med den, eller nu bliver den accentueret.
12:44
SPEAKER_02: Nu er der et transcenderende sprog i virkeligheden, som på en eller anden måde transcender, hvordan er det været mig inde i.
12:50
SPEAKER_02: Og nu får det vinger, eller nu bliver det den der vælving, der åbner sig i mig.
12:54
SPEAKER_02: Hold der op her, der oplever jeg genklaret.
12:58
SPEAKER_02: Og så opstår der helt konkret et lille kirkerum inde på en al for ophivet stue på nævnal afdelingen.
13:06
SPEAKER_02: Fordi nu skal der være du, eller nu skal det være en vild sinds et lille barn.
13:10
SPEAKER_02: Ja.
13:12
SPEAKER_03: Og der har I jo ritualer, som nogle gange er meget skarpt skård, og det oplevede der selv, da min far døde det der med.
13:20
SPEAKER_03: Der pludselig kom nogle ritualer, som faktisk træk mig videre.
13:23
SPEAKER_03: Og jeg var simpelthen så glad for dem ikke, og ligesom året kontrollerer.
13:26
SPEAKER_03: Pludig der forstår jeg, det er et ord, der kun er hævet til den her situation.
13:32
SPEAKER_03: Der har vi som Hospitalskår jo ikke nogen ritualer på den måde.
13:38
SPEAKER_03: Så mange gange skal vi jo skabe en eller anden form for verden eller væren, hvor vi hele tiden letter på låget til noget, der er ude af denne verden.
13:51
SPEAKER_02: Men har du ikke selv ritualisering?
13:53
SPEAKER_02: Nærmest også i måden, du agerer på.
13:57
SPEAKER_02: I tak med du er vokset ind i din verden som klovn, eller den der træder ind i det mædre rum.
14:04
SPEAKER_02: Eller er det hver gang noget helt nyt, der må opstå?
14:08
SPEAKER_03: Det er hver gang noget helt nyt, der må opstå.
14:11
SPEAKER_03: Det er i hvert fald det yderste, vi søger efter, fordi lige så snart, at vi går på et plejer, så har vi ikke selv lov til at se, hvad der præcis er.
14:19
SPEAKER_03: Så hvis vi tager en lille prop, som vi altid tager op, og så bliver sådan sædbobler, eller nu går ind og spiller den her sang, fordi det plejer at gøre, så er vi simpelthen mistet momentum i at se præcis ved det her rum og de her mennesker, der er i rummet har brug for.
14:31
SPEAKER_03: Og også fordi det kan ændre sig lynhort.
14:33
SPEAKER_03: Jeg kan sidde og her måde sammen med en familie, så kommer der en læge en, der skal fortælle noget.
14:39
SPEAKER_03: Og så kan det ændre sig på et spidt sekund, det vi har, og så skal jeg finde ud af, hvad det næste nu er.
14:44
SPEAKER_03: Hvad vores ny, og hvordan kan jeg på en eller anden måde hjælpe her.
14:50
SPEAKER_02: Og det er virkelig en genkendt i virkeligheden.
14:52
SPEAKER_02: Og vi er jo hele tiden underlag det vildår, at alt er under forandring.
14:56
SPEAKER_02: På samme måde skal der som præst heller ikke være noget plejer, eller nu giver lige den her gode sætning, eller nu gør lige det her, eller sådan det ikke.
15:02
SPEAKER_02: For det vil være ikke at være medvandre i mennesker liv, men at sige at om nu går vi den her vej, og det er aldrig nogens af vores opgave.
15:09
SPEAKER_02: I virkeligheden så er det fornem ste at få lov at gå med et stykke af mennesker livs.
15:15
SPEAKER_03: Men det tænker det der med, du har ritualer af sætte et kors for pennen.
15:19
SPEAKER_03: Eller ligesom, der er noget fysik bundet op på nogle af de handlinger.
15:23
SPEAKER_02: Der er meget kobslighed med arbejdet ligeså meget som der kan være enormt mange år, kan det også være en enormt travshed, men så er der noget andet, der taler.
15:30
SPEAKER_02: Hvad er det, der giver dig kræfter til at være i den særlige opgave, det kan du har fået at gå ind på de her børnestuer, hvor det både er helgt og helt mørkt.
15:42
SPEAKER_03: Jeg tror, jeg ofte har tænkt, at når noget sker, så jeg mig selv på, at det ikke er min sov.
15:55
SPEAKER_03: Og på den måde bliver jeg ikke knust under væggen, for det er ikke min sov, men det er én sov.
16:01
SPEAKER_03: Og så har jeg så netop et ritual, når jeg går derfør som lykker, at jeg er.
16:07
SPEAKER_03: Og der er mange kloken, der har forskellige ritualer.
16:11
SPEAKER_03: Men det der med at skrive et navn og kaste i havet på var hjem for eksempel ikke.
16:17
SPEAKER_03: Og ligesom givet det fri.
16:19
SPEAKER_03: Det, man har lige har oplevet, givet det tilbage til verden.
16:24
SPEAKER_03: Så den nu også ligger uden for en selv.
16:27
SPEAKER_02: Det her med, at det ikke er din sov, det er meget fint.
16:30
SPEAKER_02: Skældnet i virkeligheden, fordi vi mærker jo sorgen, og det ved jeg ikke, om de gør også som klogende.
16:36
SPEAKER_02: Men nogle gange bliver jeg så bevæget, at man får blanket øjnene tåret triller.
16:39
SPEAKER_02: Jeg er mødte en mor på næsten talafdelingen, en fedt forældrepar.
16:44
SPEAKER_02: Og de ligger med deres lille barn på brystet.
16:47
SPEAKER_02: Og den lille kommer ikke til at klare det.
16:49
SPEAKER_02: Og der er minutter eller timer tilbage.
16:52
SPEAKER_02: Og vi sidder og taler sammen, jeg skal døbe den lille kort efter.
16:56
SPEAKER_02: Og tårnet triller ned.
16:58
SPEAKER_02: Det ser de ikke, fordi deres blikker festnet på det lille barn.
17:02
SPEAKER_02: Og så må jeg rejse mig på et tidspunkt og gå hen og tager en af de der håndser, grove håndser, og tør min kender.
17:09
SPEAKER_02: Og så vinder jeg mig om, og så siger netop det, at det er ikke min sov, men jeg bliver så berørt af den sov i bær.
17:17
SPEAKER_02: Og så siger jeg morgen, at jeg forstår slet ikke hele verden ikke grædet.
17:22
SPEAKER_02: Og også der, hvor vi viser sårbar, eller hvor vi bliver berørt af sorgen, så er der noget håbefuld i det der også andre, der vil bære med os eller blive berørt af.
17:31
SPEAKER_03: Jeg der med, når man kommer ind i en såg, hvor man føler, at hele verden burde gå i stå.
17:37
SPEAKER_03: Jeg kan ikke forstå, at du går på arbejde.
17:41
SPEAKER_03: Og så er vi tilbage til følligt også der med håb, og noget der så rant.
17:45
SPEAKER_03: Så man ikke kan andet end at elsker.
17:54
SPEAKER_03: Der Rus.
17:56
SPEAKER_03: Tak fordi du tog det tiden til at komme og tale med os.
17:59
SPEAKER_03: Det har været en udsæg på højelse.
18:02
SPEAKER_03: Tak.
18:04
SPEAKER_03: Vi ses jo på spital.
18:06
SPEAKER_03: Det er jeg.
18:06
SPEAKER_03: Det kan du blive spid på.
18:26
SPEAKER_03: Der Risum er hospitalspræst på Rigospitalet.
18:31
SPEAKER_03: Jeg hedder Lykes Hø.
18:33
SPEAKER_03: Og jeg arbejder også på Rigspetalet som Hospitalsklången Blæ.
18:39
SPEAKER_03: Danske hospitalskløder 100vis af børn for sygehus og hospitaler over hele landet hver eneste dag.
18:45
SPEAKER_03: Det er vores arbejde, men det er også vores liv, og vi elsker det.
18:55
SPEAKER_03: Du har lyttet til.
18:57
SPEAKER_03: En podcast fra danske hospitalskår.
19:00
SPEAKER_00: Ubånd det danske sprog.
19:02
SPEAKER_00: Håsk fra latin på set dem her.
19:08
SPEAKER_03: Podcasten var produceret af Pej Malinovsk.
19:13
SPEAKER_03: Og redigeret af Sætning Viles.
19:16
SPEAKER_03: Det er jørsen.
19:20
SPEAKER_03: Jeg.
19:22
SPEAKER_03: Og mig selv fra Dansk Hospitalskon.
19:26
SPEAKER_03: Der står bag.
19:28
SPEAKER_03: Hvis du kunne lide at hørte, så sandt en det var.
19:32
SPEAKER_03: Glædig jul, vi til.