Latest / SoulDrops med Anne Marie Valentin / Om afvisning
Transcript
- Anne Marie Valentin: Velkommen til Soul Drops. Der er få ting, der kan ramme os så dybt som følelsen af at blive afvist. Ikke at blive valgt eller ikke at blive hørt. Måske er en følelse, kommer, hvis vi ikke bliver inviteret eller ikke får jobbet. Eller at vi ikke bliver elsket eller oplevet som vi håbede. Afvisning gør ondt. Måske også selvfølgelig. Fordi vi mennesker er skabt til at høre til at være sammen. Og når vi bliver afvist, eller når vi selv afviser, for det kunne også være en reflektion omkring det, så trækker vi os sammen, når vi bliver afvist, når vi oplever os afvist. Ikke bare i tankerne, men også i kroppen. Så der er noget med, at brystet lukker sig, eller vi føler os anspændte. Måske spænder du op i skuldrene, måske bliver dit åndedræt kortere. Og når vi føler os afviste, så bliver vi mere forsigtige. Man kan sige, vores komfortzone i forhold til dem eller den situation, vi er i, bliver mindre. Vi holder igen, måske siger vi mindre, udtrykker mindre. Vi viser os mindre af os selv, hvis vi føler os afviste eller er bange for at afvist. Man kan også sige, at frygten for afvisning eller reelt afvisning gør, at vi naturligvis begynder at beskytte os selv. Og det er en naturlig reaktion. Så man kan sige, at ikke er et tegn på svaghed. Det selvfølgelig et forsøg på at passe på os selv. Kunsten er ikke at blive boende i denne her følelse eller risiko af at blive afvist. Og hvis en afvisning eller mange afvisninger gennem årene er blevet til, er ikke god nok, eller der er nok heller ikke nogen, vil vælge mig næste gang, så får vi store udfordringer, for så begynder vi at lade være at lægge billet ind og risikere noget i forhold til noget, vi gerne vil. Man kan også sige, at smerten får os til at lukke vores hjerte, der egentlig har en længsel efter noget. Og livet vil jo afvise os ind imellem, det der ikke nogen af os, kan undgå. Men vi kan øve os selv i at ikke afvise andre, eller være opmærksom på, hvordan vi gør det. For jeg tror heller ikke, vi kan være sammen med nogen uden nogen gange at afvise. Og vi ikke altid have over vores egen oplevelse. Men vi har følelser i forhold til de oplevelser, har. Vi kan heller ikke sikre, at andre ikke føler sig afvist af os. Så modenhed er at begynde at opdage, hvornår bliver du afvist af det bestemte situationer, som gentager sig, hvor du begynder at passe på dig selv. Så modenheden er for mig at være opmærksom og bevidende. Hvad er det, sker med mig, når jeg føler, er afbist? Eller hvad er det, jeg gør, når jeg afbiser andre? Så vi forhåbentlig alligevel kan elske at forsøge at håbe igen at leve vores liv sammen med andre sammen med os selv. Fordi det her liv er ligesom en flod, hele tiden bevæger sig, der udvider sig, der trækker sig sammen, der ånder ind og ånder ud. Og det gør vores følelser og vores oplevelser af afvisning også. De følelser, du måske har i at blive afvist, er det nogle gamle følelser, eller er det en måde, oplever det sammen på igen og igen? God fornøjelse med at udforske.