Latest / Selvskadens psykologi / Selvskadens Psykologi: En personlig fortælling om recovery

Transcript

Selvskadens Psykologi: En personlig fortælling om recovery · Selvskadens psykologi

0:00
Speaker 2: Du lytter til Selskabens Psykologi, en podcastserie produceret af Team
0:17
Speaker 2: for Selskabet i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstadens Psykiatri,
0:21
Speaker 2: hvor vi som altid forsøger at nuancere og skabe en
0:24
Speaker 2: større indsigt i selskadens mange facetter, Mit navn er Katrine
0:28
Speaker 2: Bjørg Jensen, og ud over at være vært på podcastserien her,
0:32
Speaker 2: så er jeg også projektkoordinator i Team for Selskabet. Hej
0:47
Speaker 2: og velkommen til. Dagens episode er en personlig fortælling om
0:52
Speaker 2: at have haft selvskade inde på livet, men også en
0:55
Speaker 2: historie om at finde en vej ud af selvskaden igen.
0:59
Speaker 2: Til at tale om det har jeg fået besøg af Laura.
1:02
Speaker 2: Hej til dig. Hej. Laura, du er jo en hel
1:06
Speaker 2: masse ting, har jeg allerede hørt lidt om. Men vil
1:10
Speaker 2: du ikke til en start præsentere dig selv lidt nærmere,
1:12
Speaker 2: så også lytterne får en indsigt i, hvem du er? Jo,
1:15
Speaker 2: jeg hedder
1:16
Speaker 3: Laura og er 23 år. Og til daglig, der læser
1:19
Speaker 3: jeg medicin. Næsten færdig med andet semester. Så glæder jeg
1:24
Speaker 3: mig meget til sommer. Og jeg er vokset op i
1:27
Speaker 3: en kernefamilie på Østerbro med storebror og mine forældre. Og
1:32
Speaker 3: har en masse venner, som jeg virkelig godt kan lide
1:34
Speaker 3: at bruge tid sammen med. Og har spillet musik hele
1:37
Speaker 3: mit liv. Og forsøgt at engagere mig så meget som
1:40
Speaker 3: muligt i civilsamfundet. Ja.
1:44
Speaker 2: Ja, og så er du jo blevet inviteret med i podcasten,
1:47
Speaker 2: fordi du blandt andet er en del af den her
1:49
Speaker 2: kliniske akademisk gruppe for selskades Peerboard. Vil du fortælle lidt
1:54
Speaker 2: mere om din rolle i det, og hvordan det kunne være,
1:57
Speaker 2: at du er en del af boardet
1:59
Speaker 3: Jamen, det her Peerboard er jo ligesom blevet nedsat i
2:01
Speaker 3: forbindelse med den her kakselskade, der blev oprettet i voksenpsykiatrien,
2:06
Speaker 3: hvor der så var et stort ønske om at få nogen,
2:08
Speaker 3: der havde både pågørende erfaring, men også selv havde erfaring
2:11
Speaker 3: med selskade. til ligesom at være med til at lave
2:14
Speaker 3: de her anbefalinger til både den kliniske hverdag og til forskningen.
2:18
Speaker 3: Og så søgte de ligesom, da de skulle til at
2:21
Speaker 3: starte den op, nogen, der havde lyst til at være med,
2:23
Speaker 3: og jeg tænkte, det lød perfekt, det vil jeg mega
2:26
Speaker 3: gerne bidrage til at kunne gøre en forskel der. Og
2:29
Speaker 3: så søgte jeg at komme heldigvis med.
2:31
Speaker 2: Ja, og så sidder du jo også med her i
2:33
Speaker 2: dag af lige præcis den årsag. Ja, præcis. For Laura,
2:37
Speaker 2: det er jo sådan, at du på et tidspunkt i
2:39
Speaker 2: dit liv starter med at skade dig selv. Vil du
2:43
Speaker 2: ikke fortælle lidt om, hvordan dit liv så ud dengang,
2:46
Speaker 2: og hvad der ligesom inviterede selvskaden ind i dit liv
2:49
Speaker 2: på det her tidspunkt
2:50
Speaker 3: Jo, altså da jeg begyndte selvskade, der gik jeg i 8. klasse.
2:54
Speaker 3: Jeg tror, jeg var lige startet i 8. klasse. og
2:56
Speaker 3: havde haft det dårligt i et lille års tid der
3:01
Speaker 3: med mange sådan meget ængstlighed og sådan nogle depressive symptomer
3:05
Speaker 3: og havde det svært over i skolen og sådan og
3:10
Speaker 3: det blev ligesom bare ved med at tage til, og
3:13
Speaker 3: jeg fik det værre og værre, og så blev selvskaden
3:15
Speaker 3: en måde at regulere mine følelser på, og en måde
3:20
Speaker 3: at kunne straffe mig selv på.
3:22
Speaker 2: Og hvad skete der her omkring, måske skal vi tale
3:27
Speaker 2: om tidspunktet, hvor selvskaden startede, hvordan kunne det være, at
3:31
Speaker 2: det ligesom blev en måde, du fandt ud af, at
3:34
Speaker 2: du kunne regulere dig selv på, eller bruge til at
3:37
Speaker 2: straffe dig selv?
3:39
Speaker 3: Jeg vidste jo ligesom, at det var en ting, der
3:41
Speaker 3: fandtes fra sådan populær kultur og sådan noget. Jeg kendte
3:44
Speaker 3: ikke selv nogen, der selv skadede, i hvert fald ikke
3:46
Speaker 3: hvad jeg vidste af på det tidspunkt. Så jeg tror,
3:49
Speaker 3: jeg prøvede det af en enkelt gang og fandt så
3:52
Speaker 3: ud af, at det kunne noget, og det gav mig
3:55
Speaker 3: noget ro på. Og så blev det ligesom en fast
3:59
Speaker 3: del af min værktøjskasse.
4:00
Speaker 2: Ja. Og hvordan udvikler den sig så herefter? Altså det
4:04
Speaker 2: er noget, der er sådan... Er det en langsom udvikling,
4:06
Speaker 2: eller sker det hurtigt? Hvad skete der i dit liv
4:08
Speaker 2: på det her tidspunkt
4:10
Speaker 3: Altså, det er nok sådan på et rimelig stabilt niveau
4:13
Speaker 3: i løbet af der 8. og 9. klasse, hvor det
4:18
Speaker 3: stadig er ret overfladisk, men alligevel ret hyppigt. Og så
4:23
Speaker 3: begynder det at tage lidt til i omfang i løbet
4:27
Speaker 3: af gymnasietiden og sådan, hvor det er noget, der sker
4:31
Speaker 3: flere gange om ugen, og hvor jeg også har brug
4:34
Speaker 3: for lægehjælp på grund af de skader, jeg får
4:38
Speaker 2: lavet. Og er det fordi, at du bliver tiltagende belastet
4:43
Speaker 2: i dit liv, eller hvad spiller ind i den her eskalering,
4:49
Speaker 2: måske i bedre
4:51
Speaker 3: ord? Jeg tror helt klart, at det er fordi, at
4:54
Speaker 3: jeg bliver ved med at få det værre. Men så
4:58
Speaker 3: er det også, når man er i en eller anden
4:59
Speaker 3: form for tolerance, eller det gør jeg i hvert fald,
5:02
Speaker 3: hvor det ikke havde den samme effekt mere, så det
5:04
Speaker 3: blev ligesom nødt til at blive værre for at have
5:07
Speaker 3: den samme effekt,
5:09
Speaker 2: som det havde
5:09
Speaker 3: haft i begyndelsen
5:11
Speaker 2: Og hvad så i løbet af den her proces? Er
5:14
Speaker 2: du alene med det, eller er det noget, du kan
5:17
Speaker 2: tale med nogen om?
5:18
Speaker 3: I begyndelsen er jeg alene med det. Der går... Lidt
5:23
Speaker 3: over et år tror jeg, at min folkeskolelærer finder ud
5:25
Speaker 3: af det, og de siger det så ligesom videre til
5:27
Speaker 3: mine forældre. Ja, så der går noget tid, hvor jeg
5:32
Speaker 3: er alene med det, men er ligesom i et form
5:37
Speaker 3: for forløb i kommunen og sådan, men ikke hvor vi
5:40
Speaker 3: arbejder aktivt med selskaden og er fra jer og jer. 17,5
5:48
Speaker 3: eller sådan noget har jeg været tilknyttet psykiatrien, så først
5:50
Speaker 3: i børne-unge-psyk meget kort, og så blev jeg 18 og
5:54
Speaker 3: kom over i voksen-psyk der i midten af 2.g. Så
6:01
Speaker 3: i begyndelsen var jeg ret alene med det, men lige
6:04
Speaker 3: så snart mine forældre og folk omkring mig fandt ud
6:07
Speaker 3: af det, så har jeg haft et godt netværk og
6:09
Speaker 3: har fået en masse støtte og hjælp.
6:12
Speaker 2: Og hvad skete der inde i dig på det her tidspunkt? Altså,
6:15
Speaker 2: hvordan var det for dig, at det var noget, du
6:16
Speaker 2: skulle forholde dig til at være i et vist omfang
6:19
Speaker 2: selvfølgelig åben omkring og begynde at tale om med dine
6:22
Speaker 2: forældre og lærere måske? Og det kontakt, du havde i
6:26
Speaker 2: kommunen
6:27
Speaker 3: Altså, det var enormt skamfuldt for mig. I begyndelsen, der
6:32
Speaker 3: selskede jeg også et sted, hvor man ikke kunne se det.
6:36
Speaker 3: Så på den måde, så var det noget, der var
6:38
Speaker 3: meget skjult og meget privat og noget kun for mig.
6:42
Speaker 3: og jeg ville ikke have, at mine forældre skulle være bekymrede,
6:46
Speaker 3: så havde jeg ikke overhovedet lyst til at snakke med
6:48
Speaker 3: dem om det. Der gik flere år, tror jeg, fra
6:51
Speaker 3: de fandt ud af, at jeg er selskede, til jeg
6:52
Speaker 3: overhovedet ville på nogen måde involvere dem i det. Og
6:56
Speaker 3: det var først, da det ligesom var sådan eskaleret rimelig meget,
6:58
Speaker 3: hvor det var svært ikke at involvere dem i det,
7:02
Speaker 3: når jeg boede hjemme og sådan. Så jeg havde ikke
7:05
Speaker 3: lyst til at snakke med nogen i min hverdag omkring det.
7:09
Speaker 3: For jeg ville ikke have, at de skulle bekymre sig,
7:10
Speaker 3: og der var ikke nogen af mine venner, der vidste noget.
7:14
Speaker 3: Så var det lidt lettere med fagpersoner, der ligesom stod udenfor,
7:18
Speaker 3: og hvor jeg i hvert fald har mødt mange fagpersoner,
7:20
Speaker 3: som jeg synes har haft en god tilgang og en
7:23
Speaker 3: ikke-dømmende tilgang, som har gjort det lettere for mig at
7:25
Speaker 3: snakke med dem om det.
7:26
Speaker 2: I har prøvet at sætte lidt flere ord på det.
7:28
Speaker 2: Så hvad blev du mødt af, som var godt?
7:31
Speaker 3: Altså i min forløb i psykiatrien og behandlingsforløbene, der har
7:36
Speaker 3: jeg hovedsageligt mødt en sådan udramatisk tilgang, hvor det for
7:41
Speaker 3: de fleste svedekommende ikke er blevet kørt op til et
7:43
Speaker 3: eller andet helt vildt ekstremt og mærkeligt og noget, vi
7:47
Speaker 3: sådan ikke rigtig kan tale om. Jeg har været i
7:52
Speaker 3: nogle behandlingsforløb, hvor jeg synes, det har haft et lidt
7:54
Speaker 3: uhensigtsmæssigt fokus, og det har for eksempel i dat, hvor
7:57
Speaker 3: man har sådan et behandlingsarkiv, det har ikke været så
7:59
Speaker 3: hjælpsomt for mig. Men jeg synes, at jeg er blevet
8:04
Speaker 3: mødt med forståelse og en nysgerrighed på, hvad det er,
8:08
Speaker 3: hvilken mekanisme det har været for mig, og hvad det
8:09
Speaker 3: har gjort for mig
8:11
Speaker 2: Og var det i de her forløb, at du egentlig
8:13
Speaker 2: får en indsigt i, hvilken funktion, som selskaden tjener for dig,
8:17
Speaker 2: eller var du godt klar over det, inden du ligesom
8:20
Speaker 2: startede i de her forløb?
8:21
Speaker 3: Jeg havde nok lidt en idé om det, men det
8:24
Speaker 3: er helt klart, at i løbet af min forløb er
8:26
Speaker 3: jeg blevet mere bevidst om det, og jeg er blevet
8:28
Speaker 3: mere klar over det, har kunne se det lidt mere udefra,
8:30
Speaker 3: og bedre kunne sætte ord på, hvad det er, jeg
8:33
Speaker 3: har for en effekt, og dermed også, hvor er der
8:37
Speaker 3: noget arbejde at gøre. For det er svært at erstatte
8:40
Speaker 3: det med noget, hvis man ikke helt ved, hvilken effekt
8:42
Speaker 3: det har
8:43
Speaker 2: Nej, og heller ikke, hvornår man skal begynde at forberede
8:46
Speaker 2: sig på, at nu skal jeg... til at finde en
8:48
Speaker 2: anden strategi frem, end den, der ligesom intuitivt er kommet
8:51
Speaker 2: til at sidde i ens adfærdsmønster. Ja, præcis. Og du
8:57
Speaker 2: fortæller så, at det her i startgymnasietiden var på sit værste.
9:04
Speaker 2: Det er jo der, du havde det allersværest, hvor selskaden
9:06
Speaker 2: også er allermest alvorlig. Hvad sker der så derefter? Hvornår
9:10
Speaker 2: begynder du at opleve bedring, og at det går den
9:14
Speaker 2: anden vej igen? Jamen
9:17
Speaker 3: efter jeg bliver student, der tager jeg tre sabbatår, og
9:21
Speaker 3: der i løbet af det første sabbatår, så er jeg
9:24
Speaker 3: anden 3G, og mit første sabbatår var nok der, det
9:27
Speaker 3: var aller værst. Og midt inden i det første sabbatår,
9:32
Speaker 3: der flytter jeg på et bosted. Så er hele hensyn
9:35
Speaker 3: til både mig og mine forældre, at det ligesom er
9:38
Speaker 3: en for stor belastning, den måde jeg har det på,
9:41
Speaker 3: for vores relation, at de både skal være behandlere og
9:43
Speaker 3: forældre og socialrådgivere og Så jeg flytter på et bosted,
9:48
Speaker 3: og så ja, der mellem mit første og andet sabbatår,
9:51
Speaker 3: der kan huske, at jeg er indlagt og begynder der
9:53
Speaker 3: at tænke sådan, okay, der skal ske noget. Jeg havde
9:56
Speaker 3: altid tænkt, at jeg skulle helt klassisk ud at rejse
9:59
Speaker 3: i løbet af mine sabbatår og arbejde frivilligt. Det var
10:02
Speaker 3: min storebror, så det har jeg altid forestillet mig, at
10:05
Speaker 3: det var også det, jeg skulle. Og det kunne jeg
10:06
Speaker 3: jo godt se, at det var ikke realistisk at kunne
10:11
Speaker 3: tage et halvt år et eller andet sted hen. At
10:14
Speaker 3: det ville være en god oplevelse, eller at jeg overhovedet
10:15
Speaker 3: ville kunne få lov til det. fra både kommune og
10:18
Speaker 3: psykiatri og forældre og sådan. Så jeg begyndte at tænke, okay,
10:21
Speaker 3: men hvad er der så ellers af muligheder for at
10:23
Speaker 3: lave et eller andet, der er lidt Salvador's-agtigt? Så jeg
10:26
Speaker 3: besluttede mig så for, at jeg vil på højskole, og
10:29
Speaker 3: begyndte så at undersøge, hvilke højskole der findes, og hvad
10:33
Speaker 3: jeg har hørt, at de er mine venner, der har
10:34
Speaker 3: været på højskole, og finder en højskole, jeg rigtig gerne
10:38
Speaker 3: vil på, og begyndte også at skrive med forestillerne derom,
10:42
Speaker 3: i forhold til, hvad deres erfaringer er med, om de
10:44
Speaker 3: har haft nogen, der har haft forskellige sårbarheder, og om
10:47
Speaker 3: de har erfaring med, at det har kunnet fungere og sådan,
10:50
Speaker 3: og undersøger forskellige muligheder for legater. Jeg har haft mulighed
10:55
Speaker 3: for at kunne arbejde og spare op på samme måde
10:57
Speaker 3: som mine jævne aldrene. Så i, ja, sommeren 23, må
11:02
Speaker 3: det så være, der får jeg lov af kommunen til
11:06
Speaker 3: at tage på højskole, men stadig beholde min plads på bostedet,
11:10
Speaker 3: så jeg også ligesom har et sted at kunne tage
11:11
Speaker 3: hjem til i weekender og når der var lukket på
11:14
Speaker 3: højskolen og sådan. Og og søger så et legat i
11:19
Speaker 3: løbet af efteråret, og ender med at få betalt cirka
11:23
Speaker 3: halvdelen af mit højskoleophold af Højskoleforeningens mangfoldighedslegat, og tager på
11:29
Speaker 3: højskole i foråret. Og der, i både den periode op til,
11:34
Speaker 3: begynder jeg at selv skade mindre, i forhold til sådan,
11:38
Speaker 3: at jeg ikke ville have nogen helt friske sår, når
11:42
Speaker 3: jeg skulle starte på højskole og sådan noget. Så det
11:45
Speaker 3: begynder at blive lidt mindre der. Og jeg startede så
11:47
Speaker 3: på højskole i Sønderjylland. Og så der kommer sådan nogle
11:51
Speaker 3: helt logistiske udfordringer med, at bussen kører kun i hverdagen
11:56
Speaker 3: og stopper med at køre klokken otte om aftenen. Så
11:58
Speaker 3: hvis man skal på skadestuen, så er det ikke en option.
12:03
Speaker 3: Plus at jeg har en virkelig god højskoleoplevelse og får
12:07
Speaker 3: lov til bare at være ung på lige fod med
12:09
Speaker 3: alle andre og opdage, at Jeg er alt muligt andet
12:13
Speaker 3: end kun sygdom, som er det, der har fyldt det
12:16
Speaker 3: primære i de sidste mange år. Så jeg har selv
12:20
Speaker 3: skrevet en lille smule på højskole, men meget mindre end ellers.
12:25
Speaker 3: Så kommer jeg hjem og begynder at kunne se mere
12:29
Speaker 3: en fremtid og have håb for og lyst til at
12:33
Speaker 3: lave nogle ting. Så jeg sætter gang i en proces
12:36
Speaker 3: med at flytte. Jeg bor stadig på et bosted, men
12:39
Speaker 3: et meget mere selvstændigt sted. og flytter i løbet af
12:43
Speaker 3: efteråret 24, og går i gang med at supplere nogle fag,
12:47
Speaker 3: fordi jeg besluttede mig for, at jeg ville læse medicin,
12:51
Speaker 3: og jeg var samfundsfaglig i gymnasiet, så der mangler lige
12:53
Speaker 3: lidt kemi og fysik. Men går ligesom i gang med
12:56
Speaker 3: nogle af de her ting, der peger fremad, og ligesom
12:59
Speaker 3: giver noget mening i hverdagen, fordi det oplevede jeg virkelig,
13:02
Speaker 3: hvor meget det gjorde for mig på højskole. Det med
13:04
Speaker 3: at have en hverdag at stå op til, og noget,
13:05
Speaker 3: der føles meningsfuldt og interessant og var sammen med nogle mennesker,
13:10
Speaker 3: som jeg godt kunne lide at være sammen med, og
13:12
Speaker 3: hvor stor en forskel det rent faktisk gjorde for mig.
13:16
Speaker 3: Selvskaden fylder stadig lidt, men væsentligt mindre, end det har
13:19
Speaker 3: gjort tidligere. Og så i sommeren 2025, hvor jeg skal
13:24
Speaker 3: til at starte på studie, er jeg indlagt igen og beslutter,
13:27
Speaker 3: så jeg får noget tid og noget ro til at
13:31
Speaker 3: at tænke og ender med så at kunne tage jer
13:33
Speaker 3: en beslutning om, at selskaden hører til min fortid og
13:35
Speaker 3: ikke til min fremtid, og det ikke er forenligt med
13:38
Speaker 3: det liv, jeg ønsker at leve, det er ikke forenligt
13:40
Speaker 3: med den uddannelse, jeg vil have, og det er ikke det,
13:42
Speaker 3: jeg vil for mit liv. Det skal ikke være fyldt
13:44
Speaker 3: med indlæggelser og skadestuebesøg og sådan, og aflevere mine redskaber
13:49
Speaker 3: til min kontaktperson, og sætte også ligesom gang i en
13:54
Speaker 3: læserbehandling af min arv og sådan, så Ja, tager ligesom
13:58
Speaker 3: nogle skridt til det. Det er sådan mit tydeligste vendepunkt,
14:01
Speaker 3: det der sidste
14:02
Speaker 2: sommer. Ja, som jo så egentlig allerede starter der på højskoleopholdet,
14:08
Speaker 2: og det jeg egentlig hørte dig sige, det er, at
14:10
Speaker 2: det her med, at du egentlig i nogle meget afgørende år,
14:14
Speaker 2: hvor man ligesom får skabt sin identitet, der har dit
14:17
Speaker 2: liv bestået af at være... rigtig, rigtig syg. Så det
14:20
Speaker 2: er ligesom at blæde den, du var. Og så får
14:22
Speaker 2: du nogle oplevelser på højskolen om, at du er alt
14:26
Speaker 2: muligt andet, og livet er alt muligt andet, end at
14:29
Speaker 2: være syg og sårbar. Og ikke, at du ikke var
14:32
Speaker 2: klar over det, men du bliver mindet om det, og
14:34
Speaker 2: får nogle gode erfaringer med det, og på en tryg
14:36
Speaker 2: og god måde
14:37
Speaker 3: Ja, lige præcis. Også det med, at jeg kan noget andet. Altså,
14:42
Speaker 3: at jeg godt kan tage på højskole og kaste mig
14:45
Speaker 3: ud i det, og fuldstændig uden at kunne bunde. Men
14:48
Speaker 3: stadig lære at træde vande og håndtere de svære situationer,
14:53
Speaker 3: der også opstår, når man er 100 unge mennesker sammen.
14:58
Speaker 3: Og også have en erfaring med, at folk heller ikke
15:00
Speaker 3: behandler mig anderledes, på grund af de erfaringer, jeg har
15:03
Speaker 3: med mig. En måned inden, der valgte jeg ligesom at,
15:08
Speaker 3: jeg havde ikke delt noget med mine roomies. Det var
15:12
Speaker 3: ligesom svært at skjule, men efter en måned på højskolen,
15:16
Speaker 3: der vælger jeg ligesom at holde en tale, eller sådan
15:18
Speaker 3: hvad man skal sige, efter en morgensang, bare for at
15:21
Speaker 3: få fortalt alle mine højskolekammerater det samme. Sådan så er
15:25
Speaker 3: der ligesom et fælles udgangspunkt. Og oplever også der, at
15:29
Speaker 3: folk kun tager imod det positivt, og det ikke ændrer
15:32
Speaker 3: den måde, de ser mig på. Så at det godt
15:35
Speaker 3: ligesom kan sådan koexistere. Hold da op,
15:38
Speaker 2: det
15:38
Speaker 3: er
15:38
Speaker 2: jo meget, meget modigt. Nu er jeg jo tilknyttet i
15:42
Speaker 2: børne- og ungdomspsykiatrien, så der er det efterskole, der fylder rigtig,
15:46
Speaker 2: rigtig meget. Det lød til, at det var en god erfaring,
15:51
Speaker 2: du gjorde dig ved at række ud og tale med
15:54
Speaker 2: højskoleforstanderen om, hvad erfaringer de havde omkring sårbare unge, som
16:00
Speaker 2: ellers har været på højskolen. Så vil du prøve at
16:03
Speaker 2: sætte lidt ord på det? Og hvis jeg må stille
16:06
Speaker 2: to spørgsmål samtidig, så prøv også at tage os lidt
16:09
Speaker 2: med i, hvad var det for nogle snakke, der var
16:11
Speaker 2: mellem dig og dine forældre omkring det her højskoleophold
16:15
Speaker 3: Ja, jeg valgte at skrive til den højskole, jeg gerne
16:20
Speaker 3: ville starte på. I første omgang for at høre, er
16:22
Speaker 3: det overhovedet muligt? Er det overhovedet noget, I vil?
16:24
Speaker 2: Altså det
16:25
Speaker 3: er jo også en opgave, de jo på en eller
16:27
Speaker 3: anden måde påtager sig af. med på vi unge mennesker
16:30
Speaker 3: og voksne, men de har også et ansvar for os
16:34
Speaker 3: i de måneder, vi er på højskolen. Og blev kun
16:38
Speaker 3: mødt positivt, og der var slet intet der. Og så
16:45
Speaker 3: valgte jeg at skrive en lille tekst, som forstanderen kunne
16:48
Speaker 3: læse op til alle lærerne, inden vi startede. Så de
16:52
Speaker 3: ligesom vidste på forhånd, hvem jeg var, eller lidt af,
16:58
Speaker 3: hvad jeg kom med. Fordi det vidste jeg ville gøre
17:00
Speaker 3: det lettere for mig at række ud, når jeg havde
17:03
Speaker 3: brug for
17:03
Speaker 2: hjælp
17:04
Speaker 3: Jeg vidste, at jeg kom til at have brug for
17:06
Speaker 3: at snakke med nogen på et tidspunkt. Jeg var tilknyttet fakt,
17:11
Speaker 3: mens jeg var på højskole, så jeg stadig havde en
17:13
Speaker 3: eller anden form for connection til psykiatrien, og havde jo
17:16
Speaker 3: stadig mit bosted, og talte sammen med fakt en gang
17:19
Speaker 3: om ugen cirka, og lidt det samme med mit bosted.
17:22
Speaker 3: Men det var dem, der var omkring mig i min hverdag,
17:25
Speaker 3: mine kommende højskolelærer, Og det gjorde det bare meget lettere
17:27
Speaker 3: for mig at så gå op til dem og sige, hej,
17:30
Speaker 3: det er mig, der er Laura. Det var mig, der
17:32
Speaker 3: skrev det der. Og jeg vil bare lige sige, altså
17:35
Speaker 3: nu har du fået et ansigt på det. Det gjorde
17:36
Speaker 3: det i hvert fald lettere for mig at kunne række
17:38
Speaker 3: ud og få den støtte, som jeg vidste, jeg kom
17:40
Speaker 3: til at have brug for. Og det gjorde også, at
17:42
Speaker 3: de så valgte at sætte en ganglærer på min gang,
17:46
Speaker 3: som havde lidt erfaring med tidligere nogle elever, der har
17:50
Speaker 3: haft forskellige udfordringer og sådan. Så jeg tænker, at det
17:54
Speaker 3: gjorde samarbejdet med højskoen meget lettere, også ligesom det med
17:59
Speaker 3: at kunne spille med åbne kort. Både for min skyld
18:03
Speaker 2: og for deres skyld. Jeg kunne forestille mig, at der
18:05
Speaker 2: også var et element af at ligesom føle sig passet på.
18:10
Speaker 2: Altså der ligesom var en bevidsthed fra deres side om
18:13
Speaker 2: at Og de ligesom også har delt ansvaret med dig om,
18:16
Speaker 2: at der er masser af plads af dig her, og
18:18
Speaker 2: vi skal nok hjælpe med at passe på dig?
18:20
Speaker 3: Ja, det er i hvert fald rart at vide, at
18:22
Speaker 3: det ikke ville være en kæmpe overraskelse. Men at de ved,
18:25
Speaker 3: at jeg findes derude et eller andet sted på skolen,
18:27
Speaker 3: og så vidste jeg jo ikke, hvor meget det ville
18:29
Speaker 3: komme til at fylde på forhånd. Men jeg vidste, at
18:31
Speaker 3: der var nogen, der vidste, at der var en, der
18:33
Speaker 3: havde brug for lidt ekstra
18:34
Speaker 2: hjælp
18:35
Speaker 3: Og det tror jeg også gjorde, at det var lettere
18:38
Speaker 3: for mine forældre. kommer jeg fra en ressourcestærk baggrund, og
18:43
Speaker 3: er meget ressourcestærk på mange punkter. Så jeg tror også,
18:46
Speaker 3: at mine forældre stolede også på de overvejelser, jeg havde
18:49
Speaker 3: gjort mig, og de valg, jeg havde taget. Fordi I
18:52
Speaker 3: kunne høre, når vi snakkede sammen om det, så var
18:54
Speaker 3: det en velovervejet beslutning. Og fordi jeg selv var med
18:59
Speaker 3: til at bygge et sikkerhedsnet op, så tror jeg også,
19:01
Speaker 3: at de følte, at jeg var sådan set klar til det,
19:04
Speaker 3: eller at det stolede de også på, at der var overvejelser.
19:08
Speaker 3: et sikkerhedsnet, og at så er rødding i Sønderjylland heller
19:12
Speaker 3: ikke længere væk end København. Nej. Ja. Ej, det her
19:16
Speaker 3: med siddelen, det var virkelig en god idé. Det må
19:18
Speaker 3: jeg
19:18
Speaker 2: tage med næste gang, jeg taler med nogle forældre, der
19:20
Speaker 2: er bekymret for efterskoleopholdet.
19:22
Speaker 3: Det gjorde det meget lettere for mig at tage fat
19:24
Speaker 3: i mine lærere.
19:25
Speaker 2: Ja, det giver rigtig, rigtig god mening. Og også det
19:27
Speaker 2: her med ikke at skulle starte forfra, men ligesom at
19:30
Speaker 2: der er en indforståelighed i det, så det kan være
19:32
Speaker 2: nogle små signaler. Ja, præcis. Godt, så i løbet af
19:36
Speaker 2: den her... skal vi kalde det recovery-proces for at bruge
19:40
Speaker 2: et meget poppsykiatrisk udtryk. Var der nogle bestemte færdigheder, som
19:45
Speaker 2: du lærte, måske enten på højskoleopholdet eller sådan undervejs her
19:50
Speaker 2: fra midt sabbatår, og så frem mod nu
19:53
Speaker 3: Ja, altså, jeg tror, det vigtigste var, at jeg lærte
19:57
Speaker 3: at holde ud, og at der gik ligesom længere og
19:59
Speaker 3: længere tid mellem jeres selskaber, og det gjorde også, at
20:02
Speaker 3: trængen blev mindre, og det her med, altså at, Både
20:05
Speaker 3: tankerne og følelserne, de var selvregulerende. Det havde jeg jo
20:07
Speaker 3: hørt før, men nu fik jeg nogle helt konkrete erfaringer
20:10
Speaker 3: med det. At kunne mærke det på egen krop, at
20:13
Speaker 3: det faktisk sker. Og kunne vende tilbage til de erfaringer.
20:16
Speaker 3: Og huske mig selv på, at jeg godt kan gøre
20:18
Speaker 3: svære ting, og jeg godt kan komme igennem svære følelser
20:21
Speaker 3: og svære tanker. Og erfaringerne med at åbne op og
20:26
Speaker 3: snakke med de mennesker omkring mig, der gik meget længe.
20:29
Speaker 3: Det var først, der gik i 3.G. måske halvdelen i 3.g,
20:33
Speaker 3: at jeg fortalte min klasse, at jeg havde nogle forskellige udfordringer.
20:35
Speaker 3: Der havde jeg alligevel haft en del fravær, fordi jeg
20:37
Speaker 3: havde været indlagt meget. Så de havde jo nok godt
20:40
Speaker 3: kunne gætte, at der var et eller andet. Men jeg
20:42
Speaker 3: havde ikke delt overhovedet, fordi jeg var så bange for
20:45
Speaker 3: deres reaktioner
20:47
Speaker 3: Så også det med at få erfaringerne med, at folk
20:49
Speaker 3: kan godt holde til det. Ja, de griber dig.
20:51
Speaker 2: Ja
20:51
Speaker 3: præcis. Og at det kun er en hjælp, både for
20:55
Speaker 3: dem omkring mig og for mig selv. Så har det
20:58
Speaker 3: været sådan nogle helt konkrete færdigheder, har været sådan noget
21:02
Speaker 3: med isposer og sådan noget. Det tror jeg, at jeg
21:05
Speaker 3: har været glad for. Jeg har også
21:07
Speaker 2: slået en ispose
21:09
Speaker 3: Jeg har sådan en gel
21:11
Speaker 2: i
21:11
Speaker 3: en pose, som man både kan varme op, og jeg
21:14
Speaker 3: har den så liggende i min fryser. Og så, hvis
21:18
Speaker 3: jeg får nogle meget intense følelser, så det med lige
21:21
Speaker 3: at kunne mærke noget og sidde med den her meget
21:24
Speaker 3: kolde ispose i hænderne, For mig gør det nu, at
21:28
Speaker 3: jeg lige bliver lidt mere grounded, og jeg får lidt
21:30
Speaker 3: mere ro på. Men da jeg havde meget selskade trang,
21:34
Speaker 3: så var det en eller anden form for det her
21:36
Speaker 3: med at mærke noget. At det kunne erstatte det lidt.
21:39
Speaker 3: Så det var en hjælp. Så har jeg også brugt
21:44
Speaker 3: PN og sådan. Ikke med så stor effekt i virkeligheden.
21:48
Speaker 3: Så jeg tror, det har meget været det her med...
21:50
Speaker 3: at få nogle erfaringer med godt at kunne udholde svære ting,
21:54
Speaker 3: godt kunne deale med det og faktisk have kompetencerne. Og
21:57
Speaker 3: en eller anden form for sådan
21:58
Speaker 2: sansestimuli har så virket bedst, ikke? Jo, det har været
22:01
Speaker 2: det
22:02
Speaker 3: Altså for at kunne komme lidt ud af mit hoved,
22:04
Speaker 3: når jeg har været meget fanget derinde. Så hjælper det
22:07
Speaker 3: lige at kunne koble hovedet lidt fra og mærke noget,
22:09
Speaker 3: eller gå en tur eller sådan et eller andet. Og så... Ja,
22:13
Speaker 3: har det været en hjælp, det med at kunne sådan
22:15
Speaker 3: lige tænke fremad, og tænke, det her er ikke det,
22:17
Speaker 3: der gør, at jeg kommer tættere på mit mål. Altså,
22:19
Speaker 3: at hvis jeg er selvskadet, okay, men så kommer jeg
22:22
Speaker 3: et skridt i den forkerte retning i forhold til, at
22:23
Speaker 3: jeg vil gerne være læge, og jeg vil gerne bo
22:26
Speaker 3: selvstændigt og have min egen familie på et eller andet tidspunkt,
22:29
Speaker 3: og have et helt almindeligt fuldtidsarbejde, leve stegs liv. Og
22:35
Speaker 3: det kommer jeg ikke i nærheden af, hvis jeg er selvskadet.
22:38
Speaker 3: Men hver gang jeg vælger ikke at gøre det, så
22:40
Speaker 3: tager jeg et skridt i den retning
22:42
Speaker 2: Det er jo nogle meget konkrete strategier og værktøjer, som
22:46
Speaker 2: jeg tror for nogen kan være rigtig, rigtig nyttige at høre.
22:51
Speaker 2: Først og fremmest er det muligt, men også at det
22:53
Speaker 2: egentlig kan give pote og hjælpe en videre. Men selvfølgelig
22:57
Speaker 2: også noget, der kræver en enorm ændring. som jo har
23:02
Speaker 2: båret dig virkelig, virkelig langt frem?
23:04
Speaker 3: Ja, altså det har også krævet en stor indsats, og
23:06
Speaker 3: der gik også lang tid fra, at jeg begyndte at
23:09
Speaker 3: lære nogen af de her færdigheder, eller høre om dem
23:11
Speaker 3: for første gang i terapi, til at jeg rent faktisk
23:13
Speaker 3: kunne mærke, at det gjorde en forskel. Og jeg har
23:16
Speaker 3: også været utrolig heldig at have et virkelig stærkt netværk
23:18
Speaker 3: omkring mig. Altså jeg har ikke på noget tidspunkt stået alene.
23:22
Speaker 3: Jeg har meget tæt forhold til min familie og til
23:24
Speaker 3: mine venner, og har været heldig med nogle dygtige behandlere
23:29
Speaker 3: i psykiatrien, og nogle dygtige kontaktpersoner, og et bosted, jeg
23:33
Speaker 3: er rigtig glad for at bo på. Så jeg har
23:34
Speaker 3: også været utrolig heldig. Ja, altså er blevet med dig
23:37
Speaker 2: så rare
23:37
Speaker 3: mennesker
23:38
Speaker 2: at du nu bare har videt dit liv til at
23:40
Speaker 2: skulle være en del af hospitalsvæsenet. Ja, det kan man
23:43
Speaker 2: godt sige, ja. Laura, jeg synes, vi skal skifte en
23:46
Speaker 2: lille smule spor, og så alligevel blive i det her
23:49
Speaker 2: med også at bruge egne erfaringer, og i hvert fald
23:52
Speaker 2: en eller anden kontakt med hospitalsvæsenet. Får du brugt dine
23:54
Speaker 2: egne erfaringer i dag til at hjælpe andre, både i
23:58
Speaker 2: forskningsprojektet Via Family, kan jeg forstå, og også i Kaks
24:02
Speaker 2: Selskabets peerboard, som vi lidt har været inde på. Hvordan
24:06
Speaker 2: oplever du det her med at arbejde med dine levede
24:09
Speaker 2: erfaringer i de her forskellige piresammenhænge?
24:13
Speaker 3: Jeg tror, det er noget af det allermest meningsfulde i
24:15
Speaker 3: min hverdag. Og det er noget, som har været meningsfuldt
24:18
Speaker 3: for mig længe, og som jeg har gjort i mange år.
24:21
Speaker 3: Det her med at skrive debatindlæg og blande mig i
24:24
Speaker 3: den offentlige debat, fordi jeg godt ved, at selvom jeg
24:26
Speaker 3: bonger ud i forhold til at være socialt udsat og
24:29
Speaker 3: ressourcesvag på nogle punkter, så summen kommer fra et ekstremt
24:33
Speaker 3: ressourcestærkt punkt. Og har en god gymnasiel uddannelse med mig,
24:36
Speaker 3: en kernefamilie på Indre Østerbro og er i gang med
24:40
Speaker 3: en langt videregående uddannelse. Så jeg tror også, at jeg
24:43
Speaker 3: hurtigt følte en eller anden form for ansvar for at
24:46
Speaker 3: bruge min stemme til at tale på vegne af nogle
24:48
Speaker 3: af dem, der har de samme erfaringer som mig, men
24:50
Speaker 3: ikke kan dele dem eller ikke kan råbe op omkring det.
24:53
Speaker 3: Og udover at det er utroligt vigtigt, synes jeg, og
24:56
Speaker 3: jeg føler det her ansvar, så er det også noget
24:57
Speaker 3: af det, som sagt er allermest meningsfuldt for mig, at
25:00
Speaker 3: kunne bruge mine egne erfaringer, sådan så det ikke bare
25:02
Speaker 3: er noget, jeg har for mig selv, men at det,
25:05
Speaker 3: hvis det kan hjælpe bare en enkelt eller gøre en
25:07
Speaker 3: forskel et eller andet lillebittet sted i systemet, eller For
25:10
Speaker 3: en enkelt af de unge, jeg snakker med i ViaFamily,
25:13
Speaker 3: eller de familier, vi har der i ViaFamily, så vil
25:16
Speaker 3: det gøre en kæmpe stor forskel for mig også at vide,
25:18
Speaker 3: at det ikke er gået tabt, de erfaringer, jeg har
25:20
Speaker 3: gjort mig
25:21
Speaker 2: Man kan virkelig mærke, at du brænder for det i
25:22
Speaker 2: hvert fald. Og måske vi skal sætte lidt ord på,
25:25
Speaker 2: hvad din rolle i ViaFamily består af, så det er
25:27
Speaker 2: helt klart for alle jer.
25:29
Speaker 3: Ja, We Are Family er et forskningsprojekt i Børne Ogging
25:32
Speaker 3: Psykiatrisk Forskningsenhed for familier, hvor den ene eller begge forældre
25:37
Speaker 3: er tilhyttet psykiatrien eller er psykosyge, og der er mindst
25:40
Speaker 3: et biologisk barn under 18. Og så er det sådan
25:43
Speaker 3: en helhedsindsats på to år, hvis man bliver tildelt interventionen
25:48
Speaker 3: og ikke kommer i kontrolgruppen, hvor familierne får en kontaktperson.
25:51
Speaker 3: Det er så ikke mig, det er uddannede socialfotogorer og
25:54
Speaker 3: socialrådgiver og sundhedsplejersker osv. Og så er der nogle forskellige forløb.
25:58
Speaker 3: Familierne kan vælge ud alt efter, hvad der giver mening
26:01
Speaker 3: for dem, og hvad de har brug for, hvilken slags
26:04
Speaker 3: støtte de har brug for for deres kontaktperson. Og der
26:06
Speaker 3: er jeg så ansat som ung, pårørende pirmarbejder. Fordi jeg
26:10
Speaker 3: selv har erfaring med at vokse op i en familie,
26:13
Speaker 3: hvor mine forældre har været ramt af psykisk sygdom. Så
26:16
Speaker 3: jeg er der ligesom for at repræsentere de unge stemme
26:19
Speaker 3: og laver unge grupper og står til rådighed for, hvis
26:22
Speaker 3: der er nogen af de unge, der har brug for
26:23
Speaker 3: at snakke om både, hvad der fylder i deres liv,
26:25
Speaker 3: men også det her med at vokse op i en familie,
26:28
Speaker 3: hvor forældrene er syge.
26:32
Speaker 2: Ej, Laura, du har jo livet fuldt af meningsfuldt arbejde.
26:37
Speaker 2: Det lyder, som om du har meget at give af,
26:38
Speaker 2: og selvfølgelig også nogle erfaringer at trække på, som kan gøre,
26:42
Speaker 2: at det også er rigtig rart at betro sig til dig.
26:45
Speaker 2: Jeg kunne forestille mig, at man følte sig meget forstået
26:48
Speaker 2: og rummet, når man sad i en samtale sammen med dig.
26:50
Speaker 2: Det ville jeg i hvert fald håbe. Jeg kunne også
26:53
Speaker 2: godt tænke mig, for nu har du så erfaringer fra
26:55
Speaker 2: flere forskellige sider af, hvad vil din vigtigste råd til forældre,
26:59
Speaker 2: som står med børn, der måske lige har begyndt at
27:02
Speaker 2: selskede værre
27:05
Speaker 3: Altså først og fremmest, så vil jeg sige, søg hjælp
27:08
Speaker 3: hos nogle professionelle. Det er ikke jer som forældre, der
27:12
Speaker 3: skal stå med den rolle, fordi det mudrer også hele forældre-barn-relationen,
27:16
Speaker 3: hvis man skal til at være efter folk, eller hele
27:19
Speaker 3: tiden holde øje med, om de nu har selskabet. Så
27:22
Speaker 3: den vigtigste rolle er at være der som en emotionel
27:25
Speaker 3: støtte og ikke blive bange og ikke reagere med brygt
27:28
Speaker 3: eller chok, fordi det tror jeg vil gøre det sværere
27:33
Speaker 3: for børn og unge at dele ud, hvis man bliver
27:35
Speaker 3: mødt med en eller anden form for fordømmelse, bevidst eller ubevidst.
27:42
Speaker 3: Selvom jeg sagtens kan forestille mig, at det er den
27:44
Speaker 3: naturlige reaktion, hvis man opdager, at sit barn skader sig selv.
27:49
Speaker 3: Men altså søg hjælp, og måske også nogen, som I
27:52
Speaker 3: som forældre kan snakke med, uden barnet er til stede.
27:56
Speaker 3: For hvordan I kan arbejde med det derhjemme, men uden
27:58
Speaker 3: at det er jer, der bliver behandlet, fordi det skal
28:00
Speaker 3: være jer, der er safe space for barnet. Så det
28:04
Speaker 3: med bare at være der, og spørge ind, og prøve
28:07
Speaker 3: ikke at tage det så personligt, når man bliver afvist.
28:10
Speaker 3: fordi det er noget, der er enormt tabubelagt, og børn
28:14
Speaker 3: generelt er vildt lojal over for deres forældre og ikke
28:16
Speaker 3: vil bekymre dem eller sætte dem i nogen dårlig situation
28:21
Speaker 2: Nej, der skal jo heller ikke være nogen tvivl om,
28:22
Speaker 2: at alle de børn, jeg i hvert fald har mødt,
28:25
Speaker 2: de gør deres aller, aller bedste, både for at passe
28:28
Speaker 2: på dem selv og passe på deres forældre, så det
28:30
Speaker 2: her med At have et safe space derhjemme er faktisk rigtig,
28:33
Speaker 2: rigtig vigtigt. Den her afvisning handler ikke om, at man
28:37
Speaker 2: ikke har lyst til at dele det med forældrene. Det
28:39
Speaker 2: handler om at passe på sig selv og passe på
28:41
Speaker 2: dem
28:42
Speaker 3: Ja, lige præcis. Og de børn og unge, de prøver
28:44
Speaker 3: alt deres bedste for at lade være, men det værktøj,
28:47
Speaker 3: de har endnu, det er selvskade. Det betyder ikke, at
28:50
Speaker 3: man ikke kan opfordre til noget andet eller opfordre til,
28:54
Speaker 3: at barnet eller den unge skal tage en beslutning, fordi
28:57
Speaker 3: det vil altid være noget, der skal komme indenfor. Der
28:59
Speaker 3: er aldrig en fagperson, der kan pådute, at man stopper
29:02
Speaker 3: med at sælge skade. Og det kan være hårdt at
29:05
Speaker 3: skulle indse, at man er aktør i det selv, og
29:08
Speaker 3: man selv har et ansvar for at stoppe. Så det
29:12
Speaker 3: kan man godt tale ind i som forældre, men så længe,
29:14
Speaker 3: at det ikke bliver med en løftet pegefinger. Fordi det
29:17
Speaker 3: er jeres rolle som forældre jo, at være den trygge
29:21
Speaker 3: base og safe space for børnene
29:23
Speaker 3: Laura, jeg er
29:24
Speaker 2: så glad for, at du er en del af Kaks
29:27
Speaker 2: Selskades Peerboard, for jeg kunne lytte meget længe på dine
29:32
Speaker 2: meget velformulerede og velovervejede ord omkring det her. Det glæder
29:35
Speaker 2: jeg mig til at skulle høre mere af i fremtiden
29:37
Speaker 2: i hvert fald. Men det var alt, hvad vi tog
29:39
Speaker 2: noget for. i dag. Så tusind tak for at dele
29:43
Speaker 2: din historie med os. Tak fordi jeg måtte. Jeg er
29:45
Speaker 2: sikker på, at lytterne i hvert fald ligesom jeg er
29:48
Speaker 2: blevet meget berørte af din fortælling, og ikke mindst også
29:50
Speaker 2: klogere på, hvordan man bedst kan hjælpe en person, som
29:53
Speaker 2: skader sig selv, og særligt i de her afgørende ungdomsår,
29:57
Speaker 2: hvad der ligesom kan være afgørende for os at komme
29:59
Speaker 2: videre på en god måde. Der skal også lyde tak
30:02
Speaker 2: til dig, som lyttede med. Det var alt, hvad vi
30:05
Speaker 2: nåede for i dag, men det er som altid muligt
30:08
Speaker 2: at høre endnu mere om selvskadens psykologi næste måned. hvor
30:12
Speaker 2: vi sammen med psykolog Karoline Vitrup-Andersen vil dykke ned i,
30:16
Speaker 2: hvordan trauma kan sætte sig i kroppen. På genhør. Husk,
30:31
Speaker 2: at hvis du går med tanker om selskade eller selvmord,
30:33
Speaker 2: så er det vigtigt, at du deler det med nogen.
30:36
Speaker 2: Du kan f.eks. kontakte Livslinjen på 70 201 201 eller
30:40
Speaker 2: række ud til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selskade på 70 10
30:45
Speaker 2: 18 18. Tak fordi du lyttede med.