Latest / Velfærdsprofeten / #112 Marias historie – perspektiver på ulighed i sundhed

Transcript

#112 Marias historie – perspektiver på ulighed i sundhed · Velfærdsprofeten

• 0:04
  Speaker 1: Jeg tænker, at vi lige skal starte med at kigge tilbage I tiden og snakke om dine egne oplevelser.
• 0:13
  Speaker 2: Ja, det kan vi godt gøre. Jeg bliver nødt til at sige, at jeg har lidt svært ved at huske alle detaljer. Jeg har også været periodisk indlagt I de her år. Det kan jeg ikke huske, hvor mange gange. Hvor detaljeret vil I have det.
• 0:34
  Så kan vi snakke rigtig lang tid.
• 0:38
  Speaker 3: Du lytter til velfærdprofilen fra Københavns Professionshøjskole. I dag har vi fået besøg af toogfyrre-Marie Marie, som lever med en psykiatrisk lidelse.
• 0:48
  Speaker 1: Hvornår kommer du I kontakt med sådan noget succes?
• 0:51
  Speaker 2: Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg har været ret ung faktisk. De første gange jeg Der er det bare min praktiserende læge. Og der er jeg teenager de første gange jeg har sushi-forsøg Der har jeg måske gået I syv. Klasse otte.
• 1:15
  Deromkring.
• 1:16
  Speaker 1: Du går I syv. Klasse og har nogle overvejelser over selvmord.
• 1:23
  Speaker 2: Ja, lige præcis. Og har det rigtig skidt. Så det var mit første møde med at række ud efter hjælp.
• 1:32
  Speaker 1: Hvad sker der derfra?
• 1:34
  Speaker 2: Jamen altså, så får jeg jo bare Jeg har tilbagevendende depressive perioder med selvskade og selvmordsforsøg. Så da jeg så kommer I starten af tyve'erne, så er jeg også et sted, kan man sige, hvor selvmordsforsøg kan blive det mere effektive? Og ender jo så adend Maj til noget udpunktning på en akutmodtagelse, altså ikke efter et selvmordsforsøg. Og på det tidspunkt har jeg
• 2:09
  Speaker 1: så Og der har du taget piller? Ja. Og hvordan er du I starten af tyve'erne? Ja. Okay, så I starten af tyve'erne, Maria?
• 2:21
  Et selvmordsforsøg, som umiddelbart er tæt på at lykkes, hvor du ender til udbumpning.
• 2:29
  Speaker 2: Og derefter bliver indlagt på medicinsk navn, tror jeg det hedder. Hvor de holder øje med min levertal simpelthen Og det fulgte jo så nogle tumulte år, hvor jeg flyttede
• 2:46
  Speaker 1: rundt. På forskellige bosteder, eller hvordan? Nej, nej.
• 2:50
  Speaker 2: I min egen lejlighed, kæreste, boet sammen med en kæreste, boet sammen med en anden kæreste. Havde hele tiden en eller anden om, at jeg skulle bare lige lande det rigtige sted, så ville tingene fikse selv. Så ja, det var en omskiftelig tilværelse, kan man sige. I havde også en periode som hjemløse
• 3:15
  Speaker 1: Og I den periode, hvor du flyttede rundt, var du I kontakt med sundhedssystemet?
• 3:22
  Speaker 2: Ja, jeg var jo indlagt på psyke Sådan I perioder? Ja Det var rigtig meget med at få noget medicin og se på, hvor acceptabel er bivirkningerne af det medicin jeg får på et givet tidspunkt versus var god af effekten Og det var det, jeg følte, jeg var I I rigtig lang tid. Og jeg tror, jeg er en del år bare at føle, jeg måtte opgive alt, hvad der hed sommatik eller sådan det at gå til lægen og blive taget. Jeg havde så mange bivirkninger og underlige bivirkninger også. I har haft perioder, hvor jeg besvimede, har haft perioder med nogle mærkelige tics alt afhængig af hvad for noget medicin jeg og tog voldsomt meget på Som jo også er en meget almindelig bivirkning Og hver gang man kommer til en læge, så blev det sådan nåh men Kunne du prøve at tabe dig?
• 4:22
  For det ville nok hjælpe på De var meget fokuserede på blodtryk og sådan noget. Og det er måske ikke så mærkeligt, at der forstyrres mig set I det store billede. Men der var ligesom ikke Altså, jeg ved ikke, om det er fordi folk ikke vidste nok om det eller om det er bare fordi, at systemet ikke er gearet til både at se på din medicin og mulige bivirkninger af den og så de problemer, du kommer med. Så det blev bare Det føltes utroligt overfladisk og irriterende. Jeg havde en oplevelse af ikke at blive taget særlig seriøst.
• 4:58
  Jeg kan huske engang, at jeg havde forstuvet en ankel, da jeg var indlagt på psyk. Og det synes man ikke Skal vide, om jeg har været på skærmetafsnit på det tidspunkt så er det frygtelig besværligt at skulle til en anden læge. Så får man en af Reser lægerne til at kigge på den. Og hun får så skrevet I min journal, at jeg også virker umoden. Alle mulige betragtninger som man ikke har brug for, der står I ens journal.
• 5:30
  Og derfor så blev det nemmere at lade være. For det er bare så ydmygende, at jeg kommer med en ankel, der ikke fungerer optimalt. Jeg vil gerne være sikker på, at der ikke er noget rigtig galt. Det, jeg ender med, er en journal, hvor der står, jeg er umoden som jeg jo godt er klar over, at folk kommer til at kigge I den. Så det er jo sådan: 'Wood wy'?
• 5:52
  Det virker helt unødvendigt. Og på den måde kunne det have nogle enormt negative effekter også psykologisk på At man kommer med noget, som man tænker, man skal have hjælp til og så bliver man affaret med snunange argumenter. Og spurgt ind til fx det med vægt: Hvorfor kan du ikke overholde en diæt? Jamen, prøv selv at overholde en diæt på
• 6:20
  Speaker 4: anti-Solologisk medicin.
• 6:22
  Speaker 2: Nu kan folk ikke se mig, men jeg er rimelig normal vigtigt. Det var vitterligt en voldsom vægtøgning efter det medicin begyndte.
• 6:36
  Speaker 3: Ja. Marias historie minder om så mange andre mennesker med en psykisk lidelse. Siden hun I syv. Klasse havde sin første kontakt med sundhedsvæsenet, når hun svinget ind og ud af forskellige psykiatriske afdelinger og botilbud Og efter en årrække fik hun tilkendt en førtidspension. Og så alligevel ikke.
• 6:54
  For efter otte år på førtidspension skete der noget, som fik Marias liv til at tage en ny, uventet og vigtig retning. Det vender vi tilbage til senere I udsendelsen. For først skal vi tale om alle dem, som ikke er lige så heldige som Maria. For der er nemlig ulighed I sundhed I Danmark. Det er femogtyve år siden, at det første gang blev erklæret politisk mål at reducere ulighed I sundhed.
• 7:17
  Alligevel bliver mennesker I sårbare udsatte positioner tidligere og og mere syge end resten af befolkningen. De oplever flere komplikationer, og de dør tidligere. Det gælder mennesker med handicap, og det gælder mennesker med psykiske lidelse. Men hvorfor er det sådan? Og hvordan kan vi bekæmpe ulighed I sundhed blandt mennesker I sårbare og udsatte positioner?
• 7:39
  Det undersøger vi I denne udsendelse fra velfærdsproeten, hvor dine værter er Stine Rav Roselius og Lotte Andersen. Der vil og har altid været ulighed I sundhed. Ulighed I sundhed har mange forklaringer. Derfor er det heller ikke alle muligheder, som kan løses inden for velfærdssystemerne. En del af forklaringen ligger fx I forskelle I gener og sundhedsadfærd.
• 8:01
  Andre forklaringer på ulighed I sundhed kan findes I strukturelle og samfundsmæssige forhold. Men nogle årsager til forskelle I ulighed I sundhed kan findes I de systemer, som er sat I verden for at hjælpe borgere I udsatte positioner. Det handler bl. A. Om forskelle, som er betinget af utilstrækkelig tværfaglighed tværfaglighed og forskelle, som er betinget af manglende viden og kompetencer blandt de velfærd professionelle.
• 8:24
  Og det er det, de kaster lys over I denne udsendelse af velfærdprofilen.
• 8:33
  Speaker 2: I
• 8:35
  Speaker 3: Gentofte Kommune oplever de de samme udfordringer med ulighed I sundhed som resten af landet. Derfor har kommunen med støtte fra social- og Boligstyrelsen igangsat en udviklingsproces, der skal bidrage til større fokus på sundhed I de sociale tilbud. Vi har inviteret Gentofte Kommunes sundhedsfaglige konsulent Flemming Bygmann Andersen I studiet til en snak om erfaringer fra Gentofte Kommune.
• 8:57
  Speaker 1: Velkommen til, Flemming.
• 8:58
  Speaker 5: Tak skal du have.
• 9:00
  Speaker 3: Flemming, kunne du ikke prøve at rulle os tilbage til hvad var det der fik jer I gang med det her projekt?
• 9:06
  Speaker 5: Det, der fik os I gang med det her projekt, det var, at vi stod og gik på: Hvordan ser det egentlig ud med sundhed for borgere I socialbiblioteketbud og borgere I socialpsykiatrien der må man sige, at al forskning viser, at det er rigtig vanskeligt at være dem sundhedsfagligt, og de har rigtig mange behov, som ikke bliver håndteret, som gør, at de dør langt tidligere end andre borgere. Og det er jo sådan en landsanalyse, der siger det her men der må vi sige vi kunne se hos os det er jo, at vi har borgere, der er fuldstændig ligesom alle andre borgere I Danmark, I psykiatrien, som har de samme udfordringer, som har vanskeligt ved at indgå I de her ganske almindelige for eksempel check-ups på hospitaler osv. Som har rigtig svært ved at holde den kaden, man skal holde I sådan et effektivt sundhedsvæsen. Man skal jo sørge for at komme til tiden. Man skal sørge for at komme til den rigtige dør.
• 10:06
  Man skal have de rigtige svar med sig, når man kommer til den rigtige dør. Og hvis man lever et liv på kanten, så er det rigtig svært at ramme den dør på det rigtige tidspunkt med de rigtige svar.
• 10:17
  Speaker 3: Kunne du prøve at beskrive, hvad er det for nogle borgere?
• 10:21
  Speaker 5: Det er alle borgere I Gentofte Kommune, som får hjælp sådan til deres daglige liv efter Serviceloven. Det vil sige, det er borgere med psykiatriske diagnoser. Det er borgere med forskellige former for fysiske handicap, og det er udviklingshæmmede. Og så er der det lidt specielle I Gentofte Kommune, at vi har I kommunens størrelse og I forhold til antal beboere en mængdetilbud sammenlignet med andre kommuner. Det er sådan I forbindelse med Kommunrelformen, at vi valgte at bibeholde de amlienationer, der lå I kommunen og drive dem videre og videreudvikle dem, så vi har en masse pladser, vi faktisk sælger til andre kommuner.
• 11:06
  Det vil sige, vi har en masse borgere boende, som egentlig er borger I andre kommuner, men nu bor Gentofte, men bliver betalt af de andre kommuner. Så vi har et stort område I forhold til kommunens størrelse.
• 11:19
  Speaker 3: Og det som I så satte I gang, det var jo et kompetenceudviklingsforløb til jeres medarbejdere. Hvad var det for nogle kompetencer, I kunne se, der var brug for? Hvad var det for nogle udfordringer, I kunne se, som det her kompetenceforløb skulle løse?
• 11:36
  Speaker 5: Vi kunne se, at vi stod med et som sagt stort socialområde med rigtig meget pædagogisk personale, som er rigtig dygtigt, og som er super gode til alt det de laver Men vi kunne jo også se, at der var sundhedsforhold, som de ikke havde blik for. Og når vi så gik og talte om, hvordan kan man kigge på det her, så skilede vi lidt til Sundhedsstyrelsen, som har lavet nogle beskrivelser af det her med sundhedsfaglige kompetencer versus sundhedskompetencer. Fordi vi kan jo ikke erstatte vores pædagoger med sundhedsfaglige personale, sådan så vi får det her skarpe sundhedsfaglige forhold, der gør, at de alle sammen får det rette sundhedsfaglige tilbud, for så får de ikke det rette pædagogiske tilbud. Så det er jo hele tiden denne her balance mellem det pædagfaglige og det sundhedsfaglige, der skal holdes på midten, så det ikke vælter ned I den ene grøft eller vælter ned I den anden grøft.
• 12:35
  Speaker 1: Og hvad ligger der I det her med sundhedskompetencer? Kan du ikke sige lidt mere om det, Flemming?
• 12:40
  Speaker 5: Der ligger det, at man på f. Eks. Det opkvalificeringforløb, vi gennemførte I Gentofte Kommune betalt af Bolig- og Socialstyrelsen. Med eller havde et forløb med de her medarbejdere, hvor de hver især havde tre kursusdage. Og du kan jo på tre kursusdage ikke nå at få en sundhedsfaglig uddannelse.
• 13:04
  Sygeplejersker er tre komma fem år, og det kan du jo ikke opkvalificere nogle pædagoger på på tre dage. Men det du kan, det er, at du kan tage dialogen med de her pædagoger om, hvad sundhed egentlig? Hvad er sundhedsfaglig egentlig? Hvad er det egentlig, du kan med dine kompetencer? Fordi nogle af kompetencerne har vi jo alle sammen med som mennesker.
• 13:24
  Vi kan godt se på et menneske, der er fuldstændig rødt I hovedet, og når vi lige tager hånd henne I nærheden af de er kogende varme, og de hoster og de hakker, at der nok er et eller andet, vi skal snakke med en sundhedsfaglig person om, og det har de altid kunnet, Men det med lige at få italesat, jamen hvad kan du så? Og kan vi gå et skridt længere end det, du har sådan på din ballast som mor eller far eller pårørende til nogen.
• 13:47
  Speaker 1: Så altså, sådan noget af det du også siger, det er lige så meget det her med at skærpe en opmærksomhed på at kigge efter, hvad kunne være hvad kunne være tegn på, at her er der behov for, at vi skal reetabler.
• 13:59
  Speaker 5: Vi har formuleret det, når vi har talt med nogle af pædagogerne om, jamen, hvad ser du?
• 14:03
  Speaker 3: Hvis du
• 14:04
  Speaker 5: er nødt til nogle sundhed briller på, hvad ville du så se? Sådan at man Det pædagogiske blik, man har, det er der jo ikke noget galt I. Men det med at supplere det med et sundhedkompetenceblik, jamen så kan det være man får et mere orienteret billede af, hvad er det faktisk den her borger sidder med af udfordringer.
• 14:25
  Speaker 3: Men kunne du fortælle lidt mere om, hvad var det for nogle konkrete kompetencer de fik med sig, som blev troet til at øge sundheden I jeres sociale tilbud?
• 14:34
  Speaker 5: På uddannelsen gik vi meget I dybden med, hvad er det en sundhedsforståelse er. Vi gik meget I dybden med, hvordan er det, at man kan tolke det vi ser. Vi gik meget I dybden med at prøve at tage fat I de eksempler, der kunne komme fra hverdagen, fordi jeg tror, det er vigtigt at tage fat I den hverdag, man lever I som medarbejder. Og det er så ligegyldigt, om man er pædagog- eller sundhedsfagligt eller hvad som helst. Men de ikke konkrete dagligdagsting, der er, og så vende dem I forhold til den teori, der var med.
• 15:03
  Speaker 3: Og så havde I så prøvehandlinger imellem, hvor personalet var ude og arbejde med noget af det, de var blevet inspireret af på uddannelsen. Optaget af? Hvad prøvede de, da de så skulle ud og arbejde med det?
• 15:17
  Speaker 5: Jamen, det var jo for eksempel det med at prøve at tale med en borger om, hvordan er det, du ser på sundhed. Og det var der jo flere eksempler på. Det ledte faktisk nogle nye steder hen, selvom man havde kendt borgeren I årevis. Det var på vores handicapområdet, hvor vi jo har nogle borgere, som bor på et botilbud og bruger deres dag på dagtilbud, fordi de skal jo I en form for beskæftigelse enten beskæftigelse eller ja bare dagtilbud. Dialogen imellem der, den dialog.
• 15:50
  Hvordan kan vi komme over den der grænse? Fordi der er jo en grænse, så snart du kommer ind I en ny personalegruppe. Hvordan kan vi komme over den? En af prøvehandlingerne det var at sige: Skal vi ikke som dagtilbud lige komme over fem minutter før og lige snakke med jer, og når dagen er slut hos os, skulle I ikke lige komme over fem minutter før og snakke med os. Det lyder af næsten ingenting, men det er jo en kæmpe forskel, og det har man jo haft kæmpe glæde af siden.
• 16:19
  Speaker 1: Jeg faldt ikke også mærke til, at du siger: Vi skal jo ikke flytte det pædagogiske blik væk, eller lægge det til side, så det er måske lige så meget noget af det her, du også beskriver som helhedsindsats.
• 16:30
  Speaker 5: Helhedsindsats for at se den her borger fra forskellige perspektiver. Og vi kan jo godt hvis vi skal tage et eksempel finde en borger, hvor pædagogerne kan være rigtig dygtige til at motivere borgeren til at komme ud og få sin morgenmad hver morgen og det: der skal godt nok bruges pædagogisk krudt krudt. Men hvis man nu kigger på, hvordan ligger det lige, fordi denne borger har diabetes, Ligger borgermed et enormt lavt blodsukker og kan simpelthen ikke komme ud af el-ting, fordi det er der simpelthen ikke energi til jamen så er det jo ikke motivation, der skal til. Så er
• 17:03
  Speaker 2: det en
• 17:03
  Speaker 5: rugbrødsmad. Og det er så en anden tilgang med et andet fagblik, som de jo ikke kan få som faglighed, men de kan måske få brillerne for at sige: Er der noget andet? Kan jeg være nysgerrig på: Er der noget andet?
• 17:17
  Speaker 3: Spændende, Flemming. Udover dig har vi også inviteret vores kollega, Lind Sofie Oling, som er specialkonsulent I Sundhed og psykiatri her på Københavns Professionshøjskole. Velkommen til, Lind. Lind, du har jo både erfaring fra den regionale behandlingspsykiatri, hvor du har arbejdet som sygeplejerske I akutpsykiatrien, og fra Bedre Psykiatri, som er en landforening til pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Kan du genkende det, som Flemming taler om her?
• 17:44
  Speaker 4: Ja, det kan jeg helt bestemt. Altså det her sundhedsfaglige blik er noget, der er enormt vigtigt også at have øje for inden for socialpsykiatrien, som Flemming jo netop også beskriver det. Altså, man har jo sin fagidentitet med sig, Det er også det, det handler om, at vi lever I et samfund, hvor kravene til os bliver højere inden for alle professioner. Så det her med også at turde kigge med det sundhedsfaglige blik som pædagog, eller at man som ufaglært tør, at jeg tør godt kigge lidt, hvad er det for noget sundhedsfagligt eller pædagogisk arbejde, jeg kan bidrage med. Så på den måde bliver professionerne også lidt mere flydende, og det at turde os at have det blik I sin egen stolte faglighed, som man jo også har med sig.
• 18:35
  Det er også rigtig vigtigt at have blik for det tværfaglige samarbejde. Det, der går på tværs. For vi ved jo også, som Flemming, er inde på, at en pædagog ikke lige pludselig skal have en sundhedsfaglig uddannelse men netop også at møde pædagogen og sige: Okay, det her er rart uden for ens egen comfortzone, men det her med bare at turde have blikket for altså at se: 'jamen okay, han siger, han har ondt I maven', 'Han har hostet de sidste fjorten dage og er begyndt at hoste blod op eller et eller andet det er vigtigt, at jeg får det noteret et sted, hvor noget sundhedsfagligt personale ser det. Og hvis der ikke er noget sundhedsfagligt personale der, hvor jeg arbejder, så er det ret væsentligt, at jeg bringer det videre til praktiserende læge eller bostedsteamet, altså til de sundhedsfaglige personer, der egentlig er tilknyttet borgeren eller patienten. Det her med måske at kunne have et sundhedsfagligt blik og give den information videre til nogen, der kan handle på det.
• 19:44
  Speaker 3: Maria fortalte os, at nogle gange kan den primære sygdom altså hos hende, den psykiatriske diagnose Og skygge for de systematiske sygdomme. Hun beskriver, at hun forstyrrer en fod, mens hun er indlagt på den lukkede afdeling. Det er både lidt besværligt at få hende over I den somatiske, når hun er indlagt på en skærmet afdeling. Hendes andre symptomer kommer til at skygge for det her fysiske brud på foden. Er det også noget, du kan genkende?
• 20:15
  Altså det her med, at det kan være svært at få øje på de andre ting, der har betydning?
• 20:21
  Speaker 4: Ja, hvor man har nogle projekter sat I værk. Også hvor der er nogle ambulatorerier, hvor de egentlig er I gang med at implementere et screeningsværktøj for at diagnosticere og se, om der egentlig er en fysisk sygdom til stede også. Og det er der desværre ret skræmmende tal på. Det var syvogfirs procent, man opdagede tilbage I to tusinde femten, at syvogfirs procent ikke havde en sygdom en fysisk sygdom udover den psykiske sygdom. Så det er jo højt og skræmmende tal, og der er jo så lavet noget løbende, at det er noget, man har fokus på.
• 21:04
  Det er også derfor, at der er et behov for, at man har et screeningværktøj. Man har det allerede som sygeplejerske eller som sundhedspersoner, men netop også at dem, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund, har et screeningsværktøj en måde at kunne se på: Hvordan skal jeg være opmærksom på, om der er noget fysisk galt. Og det er der et kæmpe behov for.
• 21:29
  Speaker 1: Og lægen, noget af det, man også kan se, når vi læser forskellige rapporter, som Sundhedsstyrelsen blandt andet også har bidraget med, det er, at der er nogle strukturelle vilkår, som kan gøre det vanskeligt nogle gange. Og tage vare på at håndtere den rette behandling for nogle af de her borgere. Måske også understøtte det her tværfaglige samarbejde, som du så fint beskriver er enormt vigtigt. Hvad ser du af udfordringer I forhold til at understøtte det tværfaglige? Hvad er det for nogle strukturelle vilkår, der kan spænde ben?
• 22:07
  Speaker 4: Ble? Der er både den måde, man dokumenterer på. Det er meget forskelligt, om du arbejder I kommunen eller I den regionale psykiatri. Og der kan der gå noget vigtigt information tabt. Så det her med at have blik for, hvad er det egentlig, der er vigtigt, hvis jeg kommer med en borger til akutpsykiatrien?
• 22:28
  Hvad er det så for en viden, der er vigtig at få givet videre her? Og det samme gælder også omvendt. Hvad er det der er vigtigt for den regionale psykiatri at få givet videre til fx bosteder, så man har noget at handle ud fra.
• 22:45
  Speaker 5: Jeg tænker der ligger rigtig meget I det her dokumentation, vi har prøvet på at opkvalificere al personale. Det vil sige cirka seks hundred medarbejdere, som er blevet opkvalificeret omkring sundhedsfagligt dokumentation: Hvad siger jorden? Hvad siger reglerne? Hvordan er det, du skal gøre det? Ind I vores system?
• 23:02
  Hvordan ser det så ud? Fordi vores systemer er jo anderledes, som du siger en region system og en andre kommunes systemer osv. Så der ligger rigtig meget I den her dokumentationsstil, fordi du kan ikke tale med en sundhedsfaglig, som bliver god, hvis ikke du har din dokumentation. Noget af det, vi også har gjort, det er at kigge på det, der er det rent sundhedsfaglige, altså der hvor det er ikke pædagoger. Hvad kan man gøre der?
• 23:25
  Og der har man I Gentofte Kommune ligesom I rigtig, rigtig mange andre kommuner landet over ansat mere og mere sundhedsfagligt personale, det vil sige social- og sundhedsassistenter, det vil sige sygeplejersker på tilbuddene. Og det vil sige, så får man jo en meget nemmere adgang til det med at tage denne her dialog I det tværfaglige samarbejde. Det har jo haft den effekt, at dokumentation den bliver jo helt anderledes, når du har sundhedsfaglige til at føre dokumentationen. Der kan du komme ned I nogle beskrivelser, som er mere præcise. Du kan komme ned I nogle tolkninger af det, du ser sundhedsfagligt, som kan lægges ind I de kategorier, som lovgivningen siger, vi skal følge, når vi dokumenterer sundhedsfagligt.
• 24:09
  Det er jo ikke noget, man bare lige får lært sig som pædagog, så vi får en langt bedre dokumentation. Og med en langt bedre dokumentation får vi en langt bedre dialog med vores omgivelser, altså med sundhedsvæsnet og med de praktiserende Lea, som også er kommet tættere på det sundhedsfaglige personale. Så især på dokumentationen er der rigtig, rigtig meget. Der er også noget på hastigheden. Hvornår opdager du, at hov, det her skal vi lige tage alvorligt.
• 24:40
  Der kan man jo godt som pædagog gå og tænke Det var da irriterende, at Peter han har fået en vabel, da vi var ude at gå, og det er da godt nok lidt rød. Og som sygeplejerske kan man jo godt tænke, det er godt nok, at ærgligt, at Peter får det ordentligt sin diabetes. Han kan jo ikke mærke det. Han risikerer jo altså at få svamp I det, fordi han har diabetes. Så det er jo en anden måde at se på den samme vabel tilbage til det med, hvilke briller tager du på?
• 25:05
  Man får meget nemmere ved lige at få det her andet blik på, hvad er det, der sker, når man snakker om borgeren og være I dialog I det tværfaglige samarbejde. Fordi første gang, der kommer en social- og sundhedsassistent eller en sygeplejerske ind over og ser det dagbogsnotat om, at vi har snakket om nye sko, fordi hans sko klemmen har fået en vabel, så tænker den sundhedsfaglige jo: Hov. Og først når vi kan dokumentere det sundhedsfagligt, så kan vi jo have den her givne dialog med det øvrige sundhedsvæsen. Fordi hvis vi ringer til en praktiserende læge og siger: Peter har fået en vabel, fordi hans sko trykker, så siger lægen Nå. Hvis vi ringer til en læge og siger: Peter har fået en vabel på venstre fod.
• 25:49
  Vi har haft lidt svært ved at regulere hans blodså her de sidste par uger. Vi er lidt bekymrede for den vabel. Så det er jo en anden dialog, du får med den lige.
• 25:59
  Speaker 3: Så når du taler om det på den her måde, Flemming, så tænker jeg Jamen, skulle man så ikke bare ansætte en masse sundhedsfagligt personale og så give dem en pædagogisk opkvalificering? Eller hvad er det, pædagogerne så bidrager med?
• 26:10
  Speaker 5: Det er fantastisk, hvis man gjorde det for væggene, men ikke for alt det, der sidder rundt om væggene, altså resten af Peter, fordi han har jo brug for de pædagoger. Har brug for det I sin dagligdag, for den dagligdag overhovedet kan hænge sammen. Det ville være ret problematisk, for så ville det jo ikke være et tværfagligt samarbejde, så ville vi blot lave endnu en søjle, Så vil vi blot lave endnu et sted, man skulle over en barriere. En af de ting, vi går og bruger rigtig meget tid på på Rådhuset, det er at huske hinanden på sætningen: Intet sundhedsfagligt uden noget pædagogfligt, intet pædagogfligt uden noget sundhedsfagligt. Og det bliver de nødt til at gå hånd I hånd.
• 26:47
  Vi kan ikke lade det sundhedsfaglige overtage.
• 26:53
  Speaker 3: Lind og Flemming er altså enige om, at der er brug for at styrke et tværfagligt samarbejde indenfor og på tværs af de sektorer, der skal støtte og behandle mennesker I udsatte positioner, hvis vi skal have helt til at reducere ulighed I sundhed. I starten mødte du Maria, som har oplevet en rækkes fra det system, som skulle hjælpe hende. Men undervejs møder Maria heldigvis også en række professionelle, som støtter hende I hendes behandlingsforløb. Og dem skal du høre om nu. For måske rummer Marias fortælling nogle konkrete svar på, hvordan man som professionel kan bidrage til at reducere ulighed I sundhed blandt mennesker I udsatte positioner.
• 27:35
  Speaker 2: Jeg anede ikke, at der var noget, der hed psykiatrisk skadestue på det tidspunkt. Det fandt jeg ud af, at der var tilfældigvis en sygeplejerske på afdelingen, som var forbi mig flere gange, som havde erfaring med selv at have depression. Så det var ekstremt tilfældigt og der var nogle mennesker du kunne sige til mig: Måske er det en god at du kommer over på psykiatrisk skadestue når du er færdig med at ligge her. Så det gjorde jeg så. Jeg bliver tilknyttet en ung reservedel og har så ugentlige samtaler ambulant med hende.
• 28:11
  Og det var jo også bare utroligt heldigt at det endte
• 28:17
  Speaker 1: Hvorfor var det heldigt?
• 28:18
  Speaker 2: Hun var jo så helt fantastisk og har haft kæmpe betydning for, at jeg er landet et sted, hvor jeg ligesom okay, det her skal jeg faktisk ikke nødvendigvis bare have det på den her måde det er ikke noget, der nødvendigvis skal vare hele mit liv. Og det var ret afgørende for jer: Okay, det er også sygdom, det er noget, der skal tages seriøst det er ikke noget, jeg bare kan tage mig sammen og slippe og fokusere på noget positivt. Der er jo noget med relationer og over tid og tryghed og vilje og muligheden for at åbne op. Og jeg kunne så dele mere og mere med hende hvor vi godt kunne se, at det var måske lidt mere ovre I noget skisti var hun ude I der. Fordi udover driationen havde jeg andre symptomer.
• 29:14
  Speaker 1: Og kunne hun hjælpe dig videre I systemet? Eller hvad skete der derfra? Dit møde med hende, når du mødtes med hende ugentligt og havde nogle
• 29:24
  Speaker 4: gode samtaler.
• 29:25
  Speaker 2: Ja, og det var jo Altså det var nogle ugentlige gode samtaler. Og det var fint at kunne dæmme op for nogle ting. Brandslukke lidt ambulant. Men Jeg røg ind I et projekt, der hed Fokus projektet der var dengang, hvor man prøvede at fange unge, der, man vurderede var risiko for at udvikle skizofreni. Og derfor så fik jeg tilknyttet en psykolog, og der var også en socialrådgiver, og en fast psykiater.
• 30:11
  Så det var jo en mere helhedsløsning. Jeg kan ikke huske det Det er jo tyve år siden. Men på et tidspunkt gik jeg Jeg gik på lærerseminariet og var ved at tage en læreruddannelse og blev indlagt og tog afsted og prøvede at passe min uddannelse samtidig med, at jeg var indlagt og fik at vide, at hvis du har det så godt, at du kan passe din skole så bliver vi nødt til at udskrive dig. Og Og der blev det sådan: Jamen, så bliver jeg nødt til at droppe uddannelsen, fordi hvis jeg var for skidt til at være hjemme. Jeg boede på det tidspunkt alene på et kollegaværelse.
• 30:58
  Og havde haft nogle traumatiserende oplevelser der, så havde det mildest talt af helvede til. Og det ender så med, at jeg bliver jeg bliver smidt ud af uddannelsen og bliver jo flyttet til et bosted. Et midlertidigt bosted. Med personale I dagtimerne. Jeg kan
• 31:22
  Speaker 5: ikke huske, hvad det er
• 31:23
  Speaker 2: for en paragraf Men da jeg kommer derud og flytter ind så min kontaktperson observerer, at jeg er meget tung medicineret jeg sover tolv timer hver nat, har også brug for en middagslur og meget lidt initiativ så meget tynget af bivirkninger. Så det var en ting at starte op på, bare at rydde op I medicin og se: Okay hvad kan vi her? Så jeg kunne komme til at fungere igen.
• 31:55
  Speaker 1: Fik du den hjælp, du havde brug for ude på det bosted? Der blev
• 32:03
  Speaker 2: ryddet op I medicinen. Og de var dygtige til at se på, hvad er der af ressourcer her? Er der noget vi kan, ik'? Jeg fik også en førtidspension på det tidspunkt. Fordi det virkede så usandsynligt, at jeg skulle gennemføre mig noget.
• 32:28
  Speaker 5: Der var
• 32:28
  Speaker 3: altså en række professionelle, som hjalp Marie af behandlingsproces. Men undervejs møder hun desværre det, som ikke støtter hendes håb og ønsker om at få det bedre.
• 32:40
  Speaker 2: Et af mine store ønsker mig for eksempel at stoppe med at ryge. Og det har man ikke råd til på overførselsindkomst. Det er en vanvittig dyr-off, kan man kalde det. Og det er også virkelig svært, for du bliver virkelig afhængige af cigaretter. Men hver gang jeg udtryk, var det sådan: Jamen, hvis du ikke lykkedes, så er det jo bare sådan, det er.
• 33:06
  Måske er det ikke lige nu. Og du skal jo ikke stresse sig selv med det. Det blev et kontinuerligt problem, for jeg havde jo vitterligt råd til det. Og den hjælp, man kunne få, var at få udleveret minimal dosis nikotin-tyummier eller plaster. I dag tænker jeg, at kunne man måske have haft et rygestop kursus eller et eller andet på Audi I forbindelse med at indlæg sig I stedet for.
• 33:33
  At man skulle ud og ryge sammen med personaler, der røg I samme rygegård, det gjorde man dengang og sagde: Det er også svært, og du er også stresset lige nu, det skal du da ikke tænke på. Så blev det sådan noget, hvor I retrospekt tænker Gud. Der kommer en og siger: Det her betyder meget, det er vigtigt. Og så siger man: Ej, men det er måske et dårligt tidspunkt. Ja,
• 34:02
  Speaker 1: okay. Og det kan jo være svært at sætte ord på noget, der ikke er sket. Men hvis du alligevel skal kigge tilbage på det, du har mødt I de mange forskellige møder med sundhedssystemet hvad kunne du have ønsket var anderledes?
• 34:21
  Speaker 2: Eller hvad har du
• 34:22
  Speaker 1: behov for?
• 34:23
  Speaker 2: Altså jeg kan I hvert fald sige så meget som at det jeg selv oplever, jeg fungerer at fokusere på som fagperson det er timingen. Når folk kommer til dig med noget, så er der noget motivation. Der er nogle overvejelser, der er gået forud det her ønske, de kommer til dig. Og gerne vil have hjælp til, hvad det nu kan være. Så der er noget med at gribe den.
• 34:46
  Når folk kommer og selv siger det. I stedet for at sige nej, det er da synd.
• 34:57
  Speaker 1: Så der er noget med den der ofrerdisks, som om du synes du måske har mødt på tidspunkter, hvor du kunne have haft brug for noget andet?
• 35:11
  Speaker 2: Ja, det er der jo også fordi, du fratager folk på en måde den agent de selv har I deres liv. Hvis du siger til dem, det er det du mærker. Du er alt for stresset til det her stop med at ryge. Det du skal gøre, det er bare at tage det som at det kan du gøre en gang I fremtiden. Det er jo lidt synd lige nu og jeg og jeg er og det blev bare aldrig mindre synd.
• 35:42
  Og det gik der en del år med det her med, at det var synd, det ville være for stressende at stoppe med at ryge, det ville være for stressende at tabe sig, det ville være for stressende at begynde at dyrke motion. Så jeg tror, I forhold til en af jer selv, at have den erfaring, at jeg kunne rigtig meget og havde mange evner og var vant til for skolen at være som folk regnede med og der var dygtige og sådan noget At så komme ind I det her system, hvor det bare langsomt følte jeg: Hvem er jeg egentlig udover de her symptomer?
• 36:27
  Speaker 3: Maria fortæller, at hun ryger rigtig meget og hun prøver så at få hjælp til at stoppe sin rygning. Men der blev hun mødt af: Du har for meget om ørerne lige nu. Du skal ikke holde op med at ryge. Det er for svært for dig at arbejde med det oven I din psykiatriske diagnose. Kan I genkende det?
• 36:48
  Speaker 5: Det er I høj grad genkendeligt. Og I Gentofte Kommune er vi ud over det her projekt omkring sundhed også I gang med at kigge på, hvad er det egentlig for kompetencer borgerne selv har, når det er primært det er kun I den psykiatriske, vi laver den analyse. Hvilke kompetencer er det, de har? Hvordan er det, det kan være, at de klarer sig så godt I deres liv? Fordi når man hører nogle af deres historier, så tænker man jo: Jeg havde knækket nakken.
• 37:18
  Men de klarer sig. Der har jeg været ude og interviewe nogle af vores brugere, og en af brugerne I det interview kunne jo så fortælle det med at være blevet mødt med den der holdning med: Nu skal du lige klare dine egne problemer, før du hjælper andre. Men for hende var det en ressource at hjælpe andre. For hende gav det hende energi, så der blev vi jo nødt til at gå ned og snakke med borgeren. Og så blev det jo pædagogik, hvad er vigtigt for dig I dit liv for at snakke sundhed, fordi for hende var det rent faktisk noget, der gav hende energi at hjælpe andre.
• 37:52
  Men hvor hun I årevis havde fået netop en del af: Du har så meget at se til, så du skal ikke også se til, hvordan din nabo har det. Nej, men det gjorde hun så alligevel. Og den nabo havde jo så faktisk en bil, hvad hun ikke havde, så hun kunne faktisk komme ind til psykiatrien. Så det giver jo også hende noget, også I den psykiatriske behandling, at man lige lader være med at læne sig op ad den der mæt, du har for meget I forvejen. Lad borgeren være med den snak.
• 38:17
  Speaker 4: Og det går måske også lidt I tråd med den her recovery tankegang, som jo både er I socialpsykiatrien og den regionale psykiatri, men at man giver sig tid til at få øje på hvad er det egentlig, borgeren eller patienten selv ønsker af at komme komme sig bedst muligt? Det kan jo godt være en del af det er, at jeg vil gerne stoppe med at ryge, og det gør noget godt for mig at stoppe med at
• 38:43
  Speaker 1: ryge. Det er interessant det her med også I kombination med noget af det du nævnte før Flemming, med at få kigget på borgerens kompetencer. Noget af det, som Marie også lagde vægt på, det var det her med, at hun godt kunne have den her oplevelse af, at der blev lagt enormt meget vægt på den sundhedsmæssige del af hendes recovery-forløb, om man vil, men hvor hun sagde, at der var noget omkring det her med, hvad hun havde af kompetencer og ressourcer med sig, som hun I hvert fald I nogle af de behandlinger, hun var I, oplevede, ikke, ikke blev forbundet. Altså, så jeg kunne have lyst til måske at spørge til Flemming. Nu siger du, at I kigger også på, hvad er det borgerne har af kompetencer?
• 39:35
  Speaker 5: Det gør vi jo blandt andet med baggrund I Det dobbelte af Peter Typpoer, som I nu også læner jer op ad herinde på KP'en, når I laver denne her uddannelse om sundhed I sociale botilbud.
• 39:48
  Speaker 1: Som pædagogerne har fået I Gentofte Kommune? Pædagog
• 39:52
  Speaker 5: I hele Region Hovedstaden jo har mulighed for at søge ind på. Der ligger jo et nyt kursusforløb herinde på KP, så man har mulighed for at søge. Og pt er det gratis.
• 40:03
  Speaker 2: Bare dine reklamerne, ligesom klem og
• 40:05
  Speaker 4: lige præcis.
• 40:07
  Speaker 5: Vi er nogle, der har skubbet hårdt på for det. Men det, der bliver kigget på I det dobbelte kram, det er jo det med, at du har det her med kost, rygning, alkohol, motion. Men I det dobbelte kram så kigger du altså også på borgerens kompetencer, relationer, accept og mestring. Og når du begynder at snakke om kompetencer og mestring, jamen så kommer du ind I, hvad er det, borgeren selv ønsker og drømmer? Hvad er det, borgeren selv kan?
• 40:34
  Hvad er det for en vej, borgeren ønsker at gå? Det kan jo være altså der kommer man jo nogle andre steder hen, end hvis man sidder som sygeplejerske og tænker: Din største far det er, at du ryger. For det er det. Men det kan jo godt være, at det er der, borgeren ikke er lige nu, men borgeren vil måske gerne bevæge sig noget mere. Så lad os starte der, fordi det er der, borgeren er.
• 40:58
  Og hvis vi skal sådan have de her billeder på tilbage fra det, der er grunden til, at vi sidder her samlet I dag, altså den opkvalificering, der var I Gentofte I 'toogtyve. Den blev etableret med, at man var afsted tre kursusdage med en måneds mellemrum som medarbejder. Og I den måned, der var imellem, så skulle man hjem og arbejde med prøvehandlinger. Og en af de prøvehandlinger, det var en af pædagogerne, der kommer hjem og snakker med en af sine borgere om: hvad mener du egentlig? Hvad er vigtigt for dig sundhedsmæssigt?
• 41:26
  Og den snak munder ud I, jamen det er netop bevægelse, han synes. Altså aktivitet I de fysiske gram faktorer. Men han har jo ikke råd til, og han har jo ikke mulighed for at skaffe sådan en cykel, og han kan godt lide at cykle, jamen, så bliver der en pædagogisk opgave med at finde ud af, hvem kender vi, der kan hjælpe en udsat borger med en cykel? Og det var jo nogle dage, så finder man ud af, at der er jo rent faktisk nogen, der kan hjælpe med det. Der er jo frivillige organisationer osv.
• 41:53
  Med det resultat, så kan den borger komme ud og cykle. Det lyder som noget af det helt små. Men det er jo det, der ændrer den borgers liv. Og vi kan kun ændre en borgers liv ad gangen.
• 42:07
  Speaker 3: Sidste gang du hørte fra Maria, der havde hun helt mistet fornemmelsen af, hvem hun var, og hvad hun kunne. Men efter en række tumte år får Maria en kontaktperson, som støtter hende på en måde, som får hendes liv til at tage en helt uventet drejning.
• 42:21
  Speaker 2: På det her tidspunkt bor jeg for mig selv. I min egen lejlighed. Efter en periode som hjemløs har jeg fået end min egen lejlighed. Jeg har en kontaktperson fast, haft et stykke tid. Som ung har jeg haft bijobs som koreograf.
• 42:35
  Og det vidste min kontaktperson I socialpsykiatrien. Så på det her tidspunkt er det her projekt I psykiatrien, der hedder 'Share' hvor de åbenbart giver nogle penge til forskellige sundhedsfremmende tiltag. Min kontaktperson ringer mig op og siger: En af dem, der arbejder nede I det værested, der bare skal tage en yogainstruktøruddannelse hun skal have en bruger med. Jeg ved, du har været koreograf. Er det noget for dig?
• 43:05
  Helt tilfældigt, at hun sidder med til det møde og overhører den information. Ved, at jeg har den fortid. Og Jeg siger selvfølgelig ja tak til den mulighed selvom jeg tænker: Gud, jeg kan. Og går på den her yogauddannelse, der strækker sig over ti måneder Hvor jeg er overvægtig, jeg er storryger Det var virkelig, virkelig svært, ik'? Men jeg gennemfører og får så lov til at arbejde med at undervise I det lokale værste som en del af et projekt Under Shardka har jeg så også undervisning for medarbejdere og brugere af socialpsykiatrien I Ommaris kommunerne.
• 43:52
  Og det var et kæmpe boost. En ting er, at det lykkes med den her uddannelse. En anden er, at jeg rent faktisk kunne tjene nogle penge på det. Og kunne noget, som også var professionelle, der kunne bruges. Altså de her medarbejdere I socialpsykiatrien.
• 44:11
  Og det var ikke alle, der fik tilbudt en uddannelse. Så på den måde føltes det tilfældigt. Giver det mening, når jeg siger det sådan?
• 44:19
  Speaker 1: Var det det, der så har bidraget til at bringe dig ud af oplevelsen af at blive set på som en stakkel så kunne du faktisk bidrage med noget og bruge nogle af de ressourcer, du havde med dig.
• 44:35
  Speaker 2: Hjemme da empagminde I at kunne det her. Det gav mig et skub til at droppe nogle af de giftige relationer, jeg havde. Det gav mig et skub til at stoppe med at ryge. Havde et år, hvor det bare var mig og min vilje, der prøvede at holde den kørende, fordi jeg måtte droppe det netværk, jeg egentlig var I som var meget noget med byture og drikke rigtig meget og nogle gange tage stoffer og sådan noget. Drop alt det er begyndt at motionere mere fast.
• 45:06
  Havde det stabilt år ud, da jeg begyndte at trappe ud af medicin I samarbejde med min sygeplejerske naturligvis på distriktspsykiatrien. Det gik også godt, ik'? Jeg havde fået min pension I to tusinde syv og kunne så I to tusinde femten ringe til kommunen og sagsbehandlere og sige: Jeg vil gerne stoppe min førtidspension fordi jeg er kommet ind på en uddannelse og nu skal jeg på SU.
• 45:39
  Speaker 3: Det lyder til, at hvis man vil forebygge ulighed I sundhed, så handler det både om et mindchef I ens faglighed I forhold til at have en mere rehabiliterende tilgang, hvor man har et ressourceblik på borgerens liv og ønsker og drømme for fremtiden. Og både nogle kompetencer til, men også interesse I at arbejde på tværs af faglighed og på tværs af de forskellige sektorer. Men der er også behov for sådan nogle konkrete screeningværktøjer, som kan hjælpe til, at man faktisk kan foretage det her skifte I faglighed, eller åbne sin faglighed over for de andre fagligheder. Med de erfaringer I har, hvad ville så være jeres bedste råd til andre, der sidder derude og tænker: Altså jeg kunne godt tænke mig at minimere eller reducere ulighed I sundhed for borgere med psykiatriske lidelser eller mentale kognitive udfordringer.
• 46:45
  Speaker 5: Og hvis jeg skulle give et råd, så ville det være at gå I gang. Fordi der er helt sikkert behov for det, og så vid, at det tager tid. Det er igen og igen og igen, man skal ind omkring de samme emner, fordi vi får ikke løst det med, at regionen gør det på en måde, vi gør det på en anden måde, sådan huari vilde dyr. Giv dig tid, giv dig tid og blive ved og blive ved.
• 47:07
  Speaker 4: Mit bedste råd er nok at udfordre de rammer man arbejder I. Altså hvor kan vi prøve at lave nogle målplaner, der strækker os udover vores egen lille virksomhed, eller hvor jeg arbejder? Eller inddrage civilsamfundet eller pårørende netop til at kunne understøtte beboeren eller borgeren, hvis ressourcerne ikke er til det, det sted man selv er ansat. Og en anden ting er også, hvis man observerer noget, at man ikke er bange for at give den viden videre. Som pædagog er det ikke dit ansvar at skulle vide, om beboerne er alvorligt syg, eller om der er noget her.
• 47:49
  Så giv den viden videre, så andre kan handle på det.
• 47:54
  Speaker 3: Og med de gode råd, så tror jeg, vi vil sige tusind tak for I dag. Tak for at I tog vejen forbi på denne dejlige solskinsdag og satte jer ind I det co-Heedudie med os.
• 48:07
  Speaker 1: Ja, og havde lyst til at åbne sådan et stort tema som ulighed I sundhed. Meget stort. Ja, det må man sige. Man kan jo kigge tilbage og se, at det har været et politisk fokusområde I hvert fald I femogtyve år. Så der er mange æsker at åbne I det tema.
• 48:24
  Så tak for at give jeres input I Gentofte Kommune Flemming. Tak for det. Og tak for dine perspektiver med den viden og erfaring, du har med dig, Lind som specialkonsulent her på Københavns.
• 48:39
  Speaker 5: Tak, tak for muligheden.
• 48:41
  Speaker 3: Inden vi runder helt af, skal du lige hilse på Maria en sidste gang og høre, hvor hun er I dag. Og høre hendes bedste råd til, hvad der kan styrke betingelserne for, at mennesker med psykisk lidelse eller handicap kan opnå et tilfredsstillende liv med afsæt I deres drømme og kompetencer til trods for deres psykiske ledelse eller funktionsnedsættelse.
• 49:00
  Speaker 1: Vi skal lige runde der, hvor du står nu. Og hvordan du bruger nogle af de erfaringer, du har med dig. For nu er du selv I systemet, kan man sige, som konstitueret. Ja.
• 49:17
  Speaker 2: Og jeg er psykomotorisk terapeut begyndt at arbejde der, hvor jeg er nu for tre komma fem år siden. Og altså lige p. T. Konsukkonerede tilbudsledere. Den måde jeg bruger det er meget med omtanke, at jeg bruger min brugererfaring.
• 49:38
  Fordi det er ikke altid relevant. Det er meget vigtigt at holde sig for øje. Hvad kan det her gøre I forhold til den person, jeg sidder med? Så hvis jeg fortæller det her, er det bare for at sige: Det gjorde jeg, og så kan du også, for det er ikke altid sådan, det fungerer. Men kan jeg sige: Det forstår jeg godt.
• 50:01
  Der har jeg også stået. Så kan det nogle gange noget. I forhold til relationen og I forhold til øjenhøjden og I forhold til at udligne en lille smule. Jeg er jo stadig på arbejde, jeg har fri kl. Seksten fra de her ting, vi står med.
• 50:17
  Og det har du ikke. Så det er et vigtigt hold af den magtbalance for øje. Det bliver aldrig hundred procent lige at få løn for at være her. Det skal det heller ikke. Men jeg kan godt tale med om nogle af de erfaringer jeg har.
• 50:29
  Og jeg kan også tale med om at nogle gange kan man faktisk mere end, hvad man lige tænker nu. Selvom tingene er helvede lige nu. Og du tænker: Det bliver aldrig anderledes for sådan her. Det er bare ikke det samme, som det er for livet.
• 50:47
  Speaker 1: Er der noget, hvor du har et andet grundlag for at have særlige principper med dig. Du snakker om ressourceorieningen. Der kunne måske også være noget med den der balance med for meget omsorgssommet. Ja, der er
• 51:05
  Speaker 4: rigtig meget med
• 51:06
  Speaker 2: den der. Fordi der er forskel på omsorg og det vi kalder omsorgs. Hvor du søber folk ind I det. Det var jo lidt det, jeg mødte.
• 51:18
  Speaker 1: Til at starte med.
• 51:22
  Speaker 2: Så omsorg kan også være at sige: Det gør du vist ikke lige så godt, som du kunne, eller Nogle gange er livet svært og det føles rigtig ubehageligt og det er en del af parken. Det kan også være omsorg at ruste folk til at møde de her nedture. Så jeg elsker ordet omsorgs. For det er et godt billede på, hvad vi ikke vil være. Jeg vil godt være med til at hjælpe dig til at finde dine egne ben og hjælpe dig med et grundlag og et fundament betyder ikke, at jeg tager telefonen to hundred og syvogfyrre.
• 52:01
  Det betyder ikke, at jeg giver dig ret I alt, hvad du føler og oplever. Den der omsorg, hvor man gerne vil pakke folk ind I vat og lave pseudo-jobs det er sådan en ting, som jeg opdagede dig af meget af I psykiatrien. Så skal du dække bord, og så har du medejerskabet over, hvad der foregår her på stedet. Nej, det er altså ikke sådan, det fungerer. Det er ikke en:et, og nu føler jeg, at jeg har særlig ejerskab, fordi jeg har foldet nogle servietter.
• 52:32
  Det ville jeg have gjort hjemme hos min mor, eller whatever, hvis vi holdt med I dag. Det er ikke det samme som, at jeg har øjenhøjde med dig, menneske, der får løn for at være her. Så nogle af de der ting, kan jeg virkelig mærke helt ind I rygraden, at det for akter jeg systemet for. Men jeg tror, det der også er med, det er, at det måske også godt kan være lidt en generationsting. Altså, der er sket et skifte.
• 53:01
  Og jeg oplever da heldigvis, at mange flere har samme tilgang til værdighed, som jeg har. Der er stadig nogen, der bare snakker meget om følgeskab og om frivillig jobs hvor der er et menneske her, der har en faglighed og så synes du, de skal have et frivilligt job. Hvorfor I alverden skulle de det? Skulle vi ikke hellere se på, hvordan vi får dem I et lønnet job? De har en fagligt.
• 53:38
  Der er ikke nogen grund til, at Så det findes stadig, at man har en tanke om det er på en eller anden måde usynlige mure, der er rundt om psykiatrien stadig Det kan godt være, at vi har flyttet os fra St. Hans og de der fysiske mure Men der er stadig på en eller anden måde et diskurs, hvor folk bliver sådan: Hvis du er psykiatrisk patient eller bruger af socialpsykiatrien så skal du have nogle helt særlige hensyn. Men hvis vi samtidig kigger på, hvor stor procentdel af danskerne på et eller andet tidspunkt det, man vil betegne som psykisk sårbar jamen så er det nok mere normalt I virkeligheden, end det er ikke at have det. Så der er masser af mennesker, der fungerer og har en psykisk sårbarhed ude I den virkelige verden. Der er ikke nogen grund til at insistere på de her omsorgshensyn.
• 54:33
  Fordi jeg synes, det er at tale ned til folk. Og det er uværdigt. Og det har de ikke brug for.